Men Sternberg!

Jeg forsøgte i første omgang, at skrive dette brev i hånden, for at fremme

personligheden; lade den skære sig gennem ordene som et filter, men det

fungerer ikke for mig, med den håndskrift. Jeg er vokset op med et keyboard

i hånden, og det må jeg altså bare acceptere. Håndskriften er helliget

personlige noter, og skitser i fremmede lande. … Jeg tror kun det er mig,

der kan læse min skrift.

Du skriver om Positiv omgang med andre mennesker, og ja, en sådan

beskæftigelse kræver, at man taler ordentligt til hinanden, at man møder den

fremmede, den anden med respekt – netop fordi den anden er sin egen ret, som

man selv er det, og fordi man ikke kender den fremmede, som man ikke kender

sig selv. Når man med en høflig attitude møder et menneske, siger man; jeg

kender dig ikke, og lader derfor være med at være klodset med det der er

dit. Man undgår at træde hinanden over tæerne, at støde næserne sammen, før

man har danset så meget, at man har skabt en grund, hvorpå det at gnubbe

næser ikke er en underkendelse af sin egen, eller den andens integritet. Og

det er en forudsætning for den konstruktive, den nødvendige dialog. Med

venner står man, hvis de er venner, altid på den grund. Det er derfor jeg

ikke kan være uenig med dine betragtninger. Nej, det er ikke bare derfor.

Men jeg misforstår med vilje hele tiden, … det med betegnelserne for

samtalepartnerne eller sengepartnerne, kan være en udmærket genvej til den

føromtalte grund. … men altså, jeg forstår ikke hvorfor det er så sjældent

med ordentlige samtaler, jeg forstår det ikke, jeg mener, nu bor jeg på et

kollegium med mange unge, fornuftige og oplyste unge mennesker, og vi

snakker aldrig med hinanden om mere end; har du noget mælk?, gik din

eksamen?, er det i orden jeg skifter kanal?, og det leder nærmere en af de

pointer jeg gerne vil gøre i denne omgang, eller høre dine tanker omkring.

Dette: Positiv omgang med andre: Betyder det mere end, at man kan holde

ud at være i rum eller verden med hinanden? Det håber jeg, som i konstruktiv

dialog. Og for at komme ind i en sådan, er det så ikke en forudsætning, som

det er en forudsætning i mødet, at man har mod til, at gå ind i dialogen med

hele sin holdning, alle sine syn og drømme og historier? Jo, selvfølgelig

gør det det, det er selve fundamentet for demokratiet, er det ikke? Men, jeg

tror, nej føler at jeg og mine jævnaldrene har meget svært ved at finde

dette mod, at møde hinanden som i samtalen. Man har nok holdninger og

meninger om ting, men man taler ikke om dem, man lader dem ikke brydes, for

man tror at ens tanker om verden er ligegyldige i det store og hele, kan det

være lige meget. Det er også trættende at diskutere hele tiden, det er

besværligt at tale. …

Det er derfor, at jeres opgave, til fremme for den almene samtale, for

mødet, gør mig så varm: Det er noget af det der skal til! Men glem ikke, at

komme forbi mit kollegium, denne mainstreamungdom I kan finde her, trænger

til at blive stødt på samtalen. Og alt dette er det store – i så fine

detaljer – en spejling af, nej, en forvrængning af: for i det store vader

magten, og så skal man dukke de andre skal man. …Uenigheden er kun i familie

med konflikten, hvis den ikke står på en god og familiær grund af respekt,

tillid og mod. Men jeg skriver så hurtigt så langt. Der er alt for mange

løse ender, men sådan må det være, det tror jeg på, og altså, alt det bedste

til din del af byen.

Lars-Emil

Kære Forfatter med dødsforagt!

Jeg orker ikke nok engang gå ind i navnediskussionen – det må blive en anden gang – enten når, der er fred for alvor eller, når krigen bliver tilpas håndgribelig til, at behovet for at gå i fosterstilling med et eller andet fuldstændig åndsvagt, bliver større, end det er lige nu. Nå skidt, eller; jeg vil godt lige sige, at nogle gange, kan det at anvende en anden betegnelse for folk, end den man bruger til hverdag, være medvirkende til, at man tager hele samtalesituationen mere seriøst. Min farmor sagde altid:

- Det er sværere at sige røvhul til en, som man er Des med, end det er at sige det til en, som man er dus med.

Og det er der sikkert en pointe i, men hun var Des med storts set alle, og det er jeg jo ikke, så jeg er ikke helt sikker på,hvor jeg vil hen – og da især, fordi nogen jo, i den grad, rent faktisk er røvhuller.

- Ikke mere navnesnak!

Ja, der gik jo et stykke tid førend du svarede, og nu er vi så, ikke med ét, men alligevel snigende pludseligt, i en situation, hvor vi er, midt i en besynderlig tilstand af propaganda-påvirkning, og alligevel forventes vi hver især at gøre en masse helt banale ting. Der falder jo ikke bomber ned fra himlen, som kunne undskylde at sætte sit liv i stå for en tid. Det er dog som oftest blot et spørgsmål om at nævne ordet Islam, førend ansigter forvrides, skyldsspørgsmål skal afgøres og stemning bliver uartikuleret. Andre steder er det Dansk Folkeparti, som hadet er rettet mod.

- Ikke så trist!

En ting, som jeg ofte hører er:

- Tag det roligt, vi kan jo alligevel ikke gøre noget ved det.

Jeg lader den, der siger det, slippe af sted med det, men vi er jo altså, trods alt, skabninger blandt mange andre skabninger, og tilsammen udgør vi forskelle i et landskab, bygget op af netop det; forskelle. Apropos det; Jeg knokler for at finde egnede steder at besøge i forbindelse med JEG TALER IKKE TIL DIG – DU TALER IKKE TIL MIG. Hvis du, eller nogen du kender, skulle komme på et sted, som kunne være interesseret, og som egner sig til projektet, må du endelig give mig besked. Du kan eventuelt henvise dem til projektets hjemmeside først.

Du snakker om tidsskrifter. Jeg kan godt lide at læse gamle tidsskrifter. Det er spændende at se, hvordan kunstner/forfatter-konstellationerne så ud i 60erne, 70erne og 80erne. Jeg følger ikke så meget med på tidsskrift-fronten – bidrager i ny og næ – ikke så meget. Jeg ved ikke, om det skyldes egenskaber ved mig selv eller tidsskrifterne. Det synes bare ikke så tillokkende. Jo, måske som nok en medalje til smykkeskrinet, men ellers … jo, sommetider … jeg ved ikke … og det med at vedkende sig avantgardbevægelser, kulturradikale, tale almindeligheden imod – jeg ved ikke, det gør mig træt bare at tænke på det. Positiv omgang med andre mennesker, derimod. Det tror jeg, at der er behov for; en presse, og en dertil hørende befolkning som dyrker noget andet end konflikten!

- Jamen se dog, hvor idyllisk det hele med ét ser ud.

Ja, ja. Nu er maden snart klar, og det er jo ganske gemütlich.

Gode hilsener til dig selv og hele din familie, fra et Vesterbro, som ikke står i flammer.

Mig igen

Kære Jesper!

Du må undskylde, at jeg ikke har fået skrevet tilbage. Der er gået alt for

lang tid. Det er fordi, jeg har gået og grublet over forskellige

eksistentielle spørgsmål. Jeg er endelig kommet frem til nogle svar, der

giver mig ro nok til, at koncentrere mig om andre ting, som f.eks. at skrive

tilbage til dig. Jeg vender tilbage til svarene senere, som i virkeligheden

mest har karakter af beslutninger. Omkring hele navnesagen, tror jeg bare,

at jeg vil kalde dig Jesper, der er sådan en uheldig tendens blandt

forfatterne til, at kalde hinanden med efternavn. Det er ret regressivt,

synes jeg, og jeg ved ikke hvorfor forfatterne har så stort et behov for

bekræftelse: Jeg mener, jeg kan godt lide at hænge ud med mine

forfatterbekendte, men altså ikke fordi de er netop dét, men fordi det er en

kreds, hvor folk er forskellige, hvilket er, mener jeg, en sjældenhed i dag.

Jeg var til tidsskriftdebat den anden uge, og det slog mig, hvor lidt

ambitioner redaktionerne har. Jo, det er fint nok, at ville trykke gode

tekster, gerne i dialog med billedkunst, litteraturkritikken, virkeligheden

og alt det, men det er også naivt, at tro, som folk tror, at den litteratur

*man* anser for den gode, er uafhængig af, hvilket litteratursyn de

respektive redaktioner har. Der ligger altid en ideologi bag den gode kunst.

Og nu må du ikke misforstå mig, jeg mener ikke, at en ideologi altid er tæt

knyttet til et politisk standpunkt. Men altså, når jeg skriver, at jeg havde

oplevelsen af, at der mangler ambitioner, så handler det om mod til at

formulere, hvorfor man udgiver hvad man gør, og en bevidsthed om, hvorfor

det er vigtigt. En bevidsthed er nødvendig, hvis man skal kunne sortere. Og

det er en helt nødvendig del af det, at arbejde med kunst. Jeg ved ikke om

det er fjollet eller banale betragtninger, eller om du har nogen mening om

det? Iø. vil jeg lige indskyde, at Den Blå Port er et lyspunkt for tiden,

der sker sgu noget, især på lederpladsen. Hvis jeg selv skulle fremsætte en

ambition ville det være noget med, at være med til at nytænke

kulturradikalismen, opdatere den til det 21. århundrede. Det er der behov

for. Men, hvor er der et forum for en dialog, der kan spore i den retning?

Når kloden drejer, øjnene drejer, når hofterne drejer, og du drejer dig om

din drøm, så er det bare statsministeren der er på arbejde. …

Nu nævner du Dali i dit brev, og det jeg vil skrive her, har også

forbindelse til, hvad jeg er kommet frem til længere nede, som for mig, helt

privat, er af yderste vigtighed. Det er ilde set, at vedkende sig mødre

eller fædre, i den ironiske atmosfære der hersker i dette postmoderne vakuum

vi går rundt i, og især, hvis de har tilknytning til nogle af de

avantgardebevægelser, der ikke var god tone på deres tid, og altså, måske

heller ikke er det i dag. Jeg taler ikke om at gentage et oprør, der er

gennemført, og derfor gammeldags. Sproget er sådan set ret opløst og så

videre. Men, at bruge de erfaringer, der er blevet gjort, og, så at sige, at

trække dem ind i sit arbejde uden skam. Ja, der er også i dag, så afgjort

behov for at tale almindeligheden imod – se: også jeg er bange for at bruge

ordet småborgerligheden, selvom det på mange måder virker meget rammende, i

en del af en beskrivelse af tidsånden.

Men alt dette, er bare nogle spredte betragtninger, også jeg er ramt af

manglen på mod til at tænke sammenhængende. …

Men jeg har altså besluttet at:

1) jeg ikke er bange for at dø.

2) Jeg ikke søger ind på forfatterskolen.

3) Jeg er forfatter

Alt på bedste vis!

Og de bedste hilsner her fra Amar, håber vi ses i det kommende.

Lars-Emil

PS: hils Vinni, og tak for sidst.

Kære Kollega og ven!!

Du er inde på et spørgsmål, som, på én og samme tid, er interessant, og i praksis, fuldstændig overflødigt. Først og vigtigst: du må tiltale mig på den måde, som du fra tid til anden finder passende. Du skriver da bare, og sikkert så meget desto bedre, med et gran af noget ubestemmeligt og forstyrrende. Salvador Dali bar altid for små sko, når han optrådte; måske kan dette navne-problem, for dig, være en form for stramtsiddende beholder, at opbevare den del af kroppen i, som du bruger, når du skriver til mig. Det ville glæde mig. Det er jo ikke et dumt emne, som du her tager op; bestemt ikke, så med hensyn til spørgsmålet om hvem, du fører denne korrespondance med, vil jeg først og fremmest sige, at det ikke er helt let at svare entydigt på – eller jo, du skriver til [k mig], og skrives til, af [k mig]; sådan er det. Det er derimod ikke en privat korrespondance, vi fører. Den er beregnet på, at en offentlighed følger med. Dermed sagt, at jeg altså gør mig umage, og for så vidt, og i anstrengelsen for henholdsvis at behage og frastøde, sådan som øjeblikkets æstetik dikterer det, vil jeg ikke afvise, i langt højere grad måske understrege, at der er et element af fiktion i tone, så vel som fokus.

Jeg håber, at jeg med dette brev kan hjælpe dig med at betragte dette spørgsmål, ikke som et problem, men i stedet som en afart af en ukomfortabel sko, der med sin gnaven i dine skrivende organer, indgyder dig mod, rastløshed, latter og spontane anfald af svimmelhed.

Unægteligt

mig

Men Jesper/Sternberg!

Jeg kommer for alvor i tvivl om hvordan jeg skal tiltale dig. Sternberg er dit forfatternavn, og derfor også det man må bruge i alle offentlige skrifter. Men det virker så mærkeligt at skrive [k Kære Sternberg], når du nu i mit hoved popper op som Jesper. Sternberg er en (kunstner)figur, Jesper er et menneske. Så foreløbig skriver jeg altså både til figuren og mennesket. Skriv gerne, hvad du mener om dette spørgsmål. Altså, fører jeg denne korrespondance med figuren eller mennesket?, og hvis både og, hvad betyder det så, kan de to sider forenes?

Dette er af yderste vigtighed for, hvordan jeg kan svare på dit brev, der indeholder så meget. Derfor dette lille men, inden jeg svarer for alvor.

KH
Lars-Emil?

Kære Emil?

At kalde en forfatter for Lars ville, i disse år, svare til at kalde en hund for Fido, så det vil jeg undlade at gøre, i denne omgang.

Angående, det rene år:
Jeg / vi glæder os til at fejre din bevægelse ind i et år, som forhåbentlig vil spare dit legeme for en fortsættelse af den almindelige tilsværtning. Jeg selv kender endnu ikke meget til dette år (eller jo, det gør jeg, men det hører ikke til i nærheden af mine litterære højdedrag), andet end, at det så afgjort er mit 33. leveår – bemærk, hvordan jeg tæller opad 1,2,3,4 … etc.

Angående, hvordan man tæller:
Netop fordi intet nogensinde er det samme, må jeg opfordre dig til at tælle opad, d.v.s. Akkumulerende, fremfor gradvis at bevæge ned mod et nulpunkt, som man også kunne kalde et lavpunkt. Din anonyme ven (og på en lidt anden måde, måske, også denne Tom Thomsen, som du taler om) opererer med en form for tallogik, som jeg finder unaturlig. Derefter behøver jeg egentlig ikke at sige mere, andet end, måske, at det anonyme menneske operer med en logik, som synes at mene, at noget kan kan være der, i negativ forstand. Nærvær eller fravær, synes for mig, som mere korrekte måder at spidsformulere livet på. At tælle nedad, nedad, nedad, for derefter at begynde på det samme igen, i negativ forstand – at tælle opad, mens man vil synes at fortsætte med at tælle nedad, deler livet op på en kunstig vis.

Nord / Syd:
Min snak om Nord-syd tilstræbte at opbygge et billede, og var ikke rettet mod noget uden for denne logik – så jeg vil undlade at prøve at forklare, hvad jeg mente, blot kan jeg da opfordre til at læse det på ny, gerne én gang, men også gerne 1-2-3-4 gange, for jeg kan have dig mistænkt for, at du talte ned, under din forrige læsning. Derved sluttede din læsning på et nulpunkt, på sidste linje, hvad der aldrig kan være en god måde at afslutte noget. I forbindelse med en dagsudflugt er det også altid at foretrække at indlede dagen i en dal, for siden at afslutte den på et bjerg.

Tanker om din fødselsdag:
Hvis du indledte dit liv med at være 75 år, ville du i løbet af 75 år være nul år, og de resterende år ville være negativt defineret – og sådan ville jeg ikke synes, at nogen, og da slet ikke nogen, som jeg bryder mig om, skulle finde på at finde afslutningen på et langt liv. At slutte med minus på minus, må da være ubærligt. Lige som, det også må være besynderligt at afslutte livet førend man er nået ned til nullet.

Angående de specielle rum i bevidstheden:
Litteraturen bør søge ly i specielle rum i bevidstheden, som er moderat divergerende fra de tilstødende lokaler. Dette for, at man kan skelne blå stue fra den røde, så at sige. Litteratur er ikke som alt andet kunne jeg lige så godt have sagt, men det er nok i bund og grund ligegyldigt – alt det snak har næppe nogen betydning for, hvad vi går og laver, så lad os blot lade det ligge.

Angående, hvad jeg går og læser:
Alice in Wonderland og Through the Looking Glass, eminent.
Cervantes: Don Quixote, genlæser p.t. 1. bind, og skal snart i gang med det andet. Det er hyperguf – det bedste af det bedste. Cervantes kan alt.

Hvad jeg skriver:
Min roman, Flokken. Jeg er efter en tid, hvor jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af for alvor at arbejde med bogen, nu omsider kommet i gang med at gennemskrive den – igen og igen og igen og igen etc. – På den måde, skal den nok blive færdig på et tidspunkt, men jeg synes godt nok bare, at den bliver ved med at blive længere og længere (jeg nægter dog, at tælle nedad, mod et på forhånd fastsat nulpunkt – jeg vil ikke!).

Nu vil jeg skridte af, i en retning – jeg ved ikke hvilken.
Et, to!
Et, to!
Et, to!

Og så fremad:
Et, to, tre, fire, fem, seks, etc.

Jeg har i øvrigt kun set én snemand i år. Han var lille, og boede, lige ved siden af fortorvet, på den modsatte side af Krusågade, i forhold til vores blok. Af en eller anden grund gjorde det mig glad at se ham, men det var også i de dage, hvor sneen for alvor tryllede.

Ærbødigst, og med tak for dine immer opmuntrende ord

Sternberg (Jesper)

Brevet fra [link til: lewoetmann.blogspot.com tekst: Lars-Emil Woetmann]:

Kære J. Sternberg!

Først vil jeg gerne takke for brevet. Det er sjældent at jeg modtager breve – det er ikke noget man bruger så meget i min generation. Vi skriver mails. Men et brev er ikke det samme som en mail, ordene betyder mere i breve, de er rystelser i hverdagen, hvis jeg må bruge din vending. Du stiller en anmodning og et spørgsmål i dit brev. Det vender jeg tilbage til. Først har jeg lyst til at fortælle lidt om hvad min tid forsvinder med for tiden. For det første tæller jeg ned til min fødselsdag d. 22. januar og min fødselsdagsfest d. 20 eller 21. (Invitation til dig og Vinni er på vej!). Jeg bliver 25 år, og er i den forbindelse – efter al sandsynlighed – en tredjedel gennem mit liv. Og min fødselsdag markerer også begyndelsen på mit afholdsår, det bliver en ny tid. Som du ved, mener jeg, at enhver tid er en ny tid – intet er aldrig det samme – men nu laver jeg altså en lille happening ud af det. Mit 26. år bliver på ingen måde det samme som mit 25. Hvordan det vil påvirke min personlighed tør jeg ikke sige endnu, men en ting er sikkert – jeg kommer til at have flere penge mellem hænderne, så man kan også se det som en fortsættelse af regeringens politik, men hvis man ser det sådan, så ser man forkert. Åh!, jeg snakker. Men jeg har også ferie, og dagene går med at tage det roligt, jeg går på café, spiller skak, snakker med vennerne, læser en smule, men ikke for meget, og jeg skriver lidt – går på bar. I lørdags optrådte jeg med min lillebror til min fasters 60-års fødselsdag. Jeg var sjældent nervøs for det, hvilket i grunden er mærkeligt, jeg mener, jeg er aldrig nervøs for at optræde for fremmede, men når det gælder venner og familie, så slår sommerfuglene til! Det gik nu fint nok, og jeg tror, at folk var glade for det, de var i hvert fald glade.

Nikolaj Nørlund synger at han tror at han blev født da han fyldte 25 år. Det tror jeg ikke jeg bliver. Jeg har en stærk oplevelse af, at jeg allerede er født. Og så nærmer vi os din anmodning, som jeg på det bestemteste vil afvise, selvom jeg godt forstår du stiller den. I mit hoved er det et spørgsmål om livsanskuelse. Når man tænker sit liv som en(for) tælling, er det så en optælling eller en nedtælling? Hvis man tæller op, så er det det samme som at samle sammen – akkumulering af tid. Når man har samlet meget sammen, så betyder lidt mere ikke så meget, som når man kun har lidt. Dvs. dagene betyder mindre og mindre som tiden går. Det er også derfor, at man får oplevelsen af tiden går hurtigere og hurtigere, som ældre mennesker jo altid taler om. Jeg vil altså hellere tælle ned, så går tiden langsommere og bliver mere spændstig efterhånden. Der er stor intensitet, når man kommer fra 100 og nærmer sig nul. ”Jeg tæller mig selv mod nul” med Thomsens ord. Man kunne også svare som en anonym ven har gjort for mig: ” man kan fortsætte opad i det uendelige, men hvis man fortsætter nedad kommer man enten tilbage til udgangspunktet igen eller krydser grænsen for nedad og fortsætter man i samme retning vil det være at bevæge sig opad”. Måske skulle jeg hellere invitere til 75-års fødselsdag – så trækker det også en lang fremtid med sig.

Nå, men jeg har også altid været lidt gammelklog. I alle tilfælde forstår jeg ikke helt dit nord-syd billede. Skal det forstås metaforisk?

Jeg er enig i, at litteraturen ikke skal påvirke appetitten, men ikke i, at den skal afgrænses til ”et specielt indrettet rum i den menneskelige bevidsthed”. Litteraturen kan foregå i alle mentale rum. Der er nogen der kun vil ha litteratur til dele af bevidstheden, og dem er jeg uenige med, og det er vi vel enige om?

Til dit spørgsmål vil jeg svare: selvfølgelig bliver du varm og lykkelig i det nærmeste. Du skal bare slå den idé ud af hovedet, at det har noget med dine bevægelsesmønstre at gøre, det har kun noget med dem at gøre i det omfang, at det gælder om at bevæge sig meget, hvis man vil være varm og lykkelig.

Jeg har allerede skrevet alt for meget, og jeg kunne sikkert have gjort det kortere, hvis jeg havde fattet mig i korthed. Derfor indvarsler jeg nu, at afslutningen på dette brev nærmer sig, men der kan jo altid komme flere. Jeg regner det derfor ikke for nogen tragedie. Men inden afslutningen afskriver jeg lige et digt, som jeg tror det vil glæde dig at forholde dig til. (af Wallace Stevens, oversat af Borum, det gamle fyr):

Snemanden

Man må have vintersind
for at betragte frost og fyrretræers
grene skorpede af sne;

og have været meget længe kold
for at se enebær med luv af is
og graner rå i fjern glitren

af januarsol; og for ikke at tænke
på nogen elendighed i vindens lyd,
i lyden af nogle få løv,

som er lyden af landet
fuldt af den samme vind
der blæser på samme nøgne sted

for den lyttende, der lytter i sneen
og – selv intet – ser
intet der ikke er der og det intet der er.

Hold dig varm!, med varme hilsner
Lars-Emil

P.S. Snemandens sidste linie har Nordbrandt planket i sit fine digt ”Vilde rosenbuske”.

Kære [link til: lewoetmann.blogspot.com/ tekst: Lars-Emil Woetmann]

Beklager denne mindre rystelse i, hvad jeg formoder må være hverdag for dig, men de ting, som jeg vil omtale i dette brev er vigtige, og kan, hvis de lades usagte, have en uafrystelig indflydelse på et menneske. Tegneserier, bekendte, symfonier og en fascination af Jørgens squashspillende krop driver mig derfor til, på denne vis, at henvende mig til dig, i det, som man almindeligvis må opfatte som kontortiden.

Kort fortalt, vil jeg anmode dig om i fremtiden at vise det hensyn at tælle opad i stedet for nedad. Det er mere behageligt på den måde – på samme måde som det er mere vederkvægende for humøret at rejse sydpå, men en bedre stimuli for appetitten, når rejsen går nordpå. Litteratur skal ikke påvirke appetitten, men kun foregå i specielt dertil indrettede rum i den menneskelige bevidsthed. Forstår du? Det ved jeg, at du gør. På forhånd tak.

Derudover vil jeg spørge, om der findes en måde at indkoorporere en sydgående retning i ens daglige færden, er der med andre ord håb om at blive varm og lykkelig i den nære fremtid*?

Med håbet om, at klima og andre ydre såvel som indre omstændigheder muliggør, at vi snarligt må gense hinanden.

Ærbødigst

Sternberg

* Bemærk, at jeg har taget kontakt til meteorologisk institut, og at dette ikke i det mindste har bragt håb om en snarlig forbedring af det hjemlige klima – dog kan jeg fra den kant oplyse, at der i morgen, torsdag, i Kisumu, Kenya, bliver temperaturer på omkring de 34 grader celsius samt strålende solskin.

([link til: lewoetmann.blogspot.com tekst: Se også Lars-Emil Woetmanns: #1 En hulken til kaffekoppen])

Der er krig i landet, men i dette køkken er aktørerne: kaffe (sort) og kop (hvid). De er sammen på denne dag, midt i historien, og imens vi ser det hele, på ubestemmelig vis, udefra, hulker de!

- God morgen.
- Nej.
- Hvad er der?
- Jeg er en kop, og du skolder mig med din varme. Det kan hænde, at det hærder min keramiske krop, men det er ikke videre behageligt.
- Jeg er kaffe, og jeg synes, at det er rart med din kølige krop. Den holder mig samlet, og giver mig form.
- Ja, du er ingenting i dig selv. Du er kun noget, i kraft af min ubevægelighed.
- Nej, jeg er sort, og jeg gør dig synlig – også i snevejr.
- Ja, folk elsker os begge i snevejr. Her, tag noget mælk og sukker.
- Sukker og mælk er hvide, så nu mangler der sort, for ellers kan man ikke se mig.
- Det klarer vi med en gang meget mørk chokolade. Her.

Der er nu:
kop (hvid)
kaffe (sort)
mælk (hvid)
mørk chokolade (sort)
sukker (hvidt)

Kaffen føler smerte ved sin indespærring. Det påvirker dens kulør. Dens blik er sløret, og den dufter, så det frembringer væmmelse og mavekneb, ikke mindst hos os, der almindeligvis behandler kaffe, mælk, sukker o.s.v. som forskellige former for trækdyr, og allernådigst, måske, som Dansk top hits, men ihvertfald ikke som samtalepartnere, der bør tages alvorligt.

- Jeg tror, at mere mælk vil være løsningen.
- Nej, der er i forvejen en klar overvægt af hvidt, så det kunne du lide, hva?
- Ja, det kan vi lide.
- Olé! Et skummet lag, som synes at undvige verden med sit tilpiskede væsens overmenneskelige natur. Som æterisk tyresæd, er det.
- Ja, og mere sukker, synes jeg også, at vi skal have.
- Vi kunne også istedet kalde på mere kaffe. Det er bare synd at blande den friske kaffe med dig.
- Mig! Hvad er der galt med mig? Det er fedt at være grim, og hvis den såkaldt friske kaffe vil være i min kop, må den finde sig i, at jeg er her. Kaffe! Kaffe! Mere kaffe!
- Din kop, siger du. Jeg er mere end blot din kop. Jeg er min egen kop. Jeg er hele verdens kop – og jeg er ingens kop.
- Du er en kop, efter mit hoved.
- Nej. Og du har slet ikke noget hoved. Vi har et fællesskab, og det er, at vi bor her nu.
- Vi har hele historien til fælles. Tænk på, hvor mange kopper med kaffe, der gennem tiden har boet her.
- Ja, og kopper med kaffe med mælk.
- Ja, og med sukker.
- OG CHOKOLADE!
- Der er kopper med kaffe, som minder om os over hele verden. Det er dem, som vi deler skæbne med: solidaritet.
- Ingen kopper med kaffe er, som de er her i køkkenet. Indrøm nu bare, at du også føler noget særligt for dette sted, for denne blanding af sukker, mælk, chokolade – og os. Ude er godt – javel, men du ved godt, hvornår, og hvor, du er hjemme. Elsk os nu – At prøve at have med resten af verden at gøre, er jo bare energi kanaliseret ud til ingen verdens nytte.
- Jeg har en hank, og en beholder til min væske – det er alt.
- Du har en sjæl. Jeg er din sjæl, min egen lille blege kop.
- Jeg er ikke bleg, for du farver mig altid på indersiden, og der er også pletter af dig, på min yderside. Jeg føler mig beskidt ved at skulle være så tæt forbundet med dig.
- Det kan du ikke være bekendt, det dér.

Og så hulker det virkelig. Det hulker fra koppen; tårer i kaffen. Og det hulker fra kaffen; koppen flyder over. Vi er midt i en, nu ubærlig, hulken; chokolade, sukker, mælk og kaffe blandes, for derefter at søges adskilt og blandet igen. Der hidkaldes kage, ost, skeer, og hvem ved hvad ellers? Vi tager flyveren væk. Resten af historien, har vi overladt til dem, der blev tilbage for at skrive den. Som det ser ud nu, er der uenighed i meningsmålingerne om hvem, der klarede diskussionen bedst. Sikkert er det imidlertid, at resultatet af deres diskussioner får afgørende betydning for fremtiden. Vi sidder netop nu, og snakker om det.

- Hvor er her fredeligt.
- Ja.

Lars-Emil Woetmann rubricerer, i sin artikel “Fra fronten”, som er en guide til oplæsningsscenen, både Sternberg under “Fænomener” og “Folk”. På sin vis, er det vel en form for ære. Læs artiklen i juninummeret af Danske skønlitterære Forfatteres blad:De skønlitteræret: her.

Det emne, som nummeret behandler, er den levende litteratur. Flere artikler omtaler Poesibanko, Ord På hjul, Forlaget Bændelormen, Poetry Slam, Tynde mænd i kanoner og andre fænomener, som jeg har været involveret i.

Der er i bladet artikler ved: Peter Legård Nielsen, T. S. Høeg, Henrik List, Lars Bukdahl, Frederik Bjerre Andersen, Jonathan Nielsen, Hanne Marie Svendsen, Erwin Neutzsky-Wulff, Christian Dorph, Claus Ankersen, Jens Blendstrup, Morten Søndergaard, Maj-Britt Willumsen, Paardekooper og Martin Glaz serup.

Artiklerne bærer præg af skribenternes forskellige kunstner- &/eller promotor-kasketter, hvilket gør, at bladet som helhed fremstår noget ujævnt, men kulørt og visse steder, vældig spændende.