Vil da godt lige pege på, at man her: kan se både film-værket Roskildedrømmen
Om lidt – Lige nu – For lidt siden
og Optagelser fra T/S STERNDOLPH-koncerten
Yup. Håber alle nyder sommeren..

Nå, for pokker da sgu da også yeahrrj!!! Ret vildt at komme hjem til!

Tirsdag, den 14.12.2010, kl. 20

Gimle, Helligkorsvej 2, Roskilde

Litteraturaften med Woetmann og Sternberg

Et radikalt Pompeii – en aften i den nye litteraturs lys.

Peter-Clement Woetmann og Sternberg spænder denne aften deres litteratursyn ud imod hinanden. Igennem oplæsning af egne værker og diskussion indbyrdes og med publikum vil de prøve at komme en uenighed nærmere: hvad skal litteraturen? hvad er det der er på spil? Kom og lyt.

Sternberg og Woetmann er begge aktive i det danske litterære miljø på hver sin måde: Sternberg med litteære koncepter, Woetmann med internettet. I sommers udkom Sternbergs samling: ”Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter”. I oktober er Woetmanns ”Mit indre Pompeii” udkommet.

Der er gratis adgang.

Meld dig til begivenheden på facebook her.

Torsdag den 9. december klokken 17-18.30 på Gentofte Hovedbibliotek

Et radikalt Pompeii – en eftermiddag i diskussion med den nye litteratur.

Peter-Clement Woetmann og Sternberg vil denne eftermiddag, igennem oplæsning af egne værker og diskussion indbyrdes – og med publikum – prøve at komme en uenighed nærmere: Hvad skal litteraturen? Hvad er det der er på spil?

Sternberg og Woetmann er begge aktive i det danske litterære miljø på hver sin måde:

Sternberg er medlem af digterkollektiver Øverste Kirurgiske. Han startede som konceptuel litterær gadekunstner med konceptet Opslagstavleordsprog. Han var medlem af digtergruppen Ord På Hjul og har siden udgivet flere bøger, heraf to med henholdsvis Vagn Remme og Peter Laugesen. Han skabte og/eller deltog i litterære koncepter som: Peepshowpoesi, Hvisk et digt, Poesibanko, Mørkekammeret, Poetry slam, Valgaften, Fungerer det?, m.fl. Mange af disse især i samarbejde med forfatterne Vagn Remme og Frank Langmack. Han debuterede med digtsamlingen ”GuGu skaterdigte – hovedværken” i 2004.

Peter-Clement Woetmann er tidligere medredaktør på tidsskriftet Banana Split. I slutningen af 2009 stiftede han sammen med Lars Bo Nørgaard, Peder Frederik Jensen og Lars Arnfred Fynboe tidsskriftet Morgenrøde. Han er bror til digteren Lars-Emil Woetmann. De to brødre har på nettet skrevet en bog i løbet af 24 timer (Brdr. Woetmann af Danmark). Han debuterede med digtsamlingen ”Heldigvis er skoven blevet væk” i 2005. Han har gået på forfatterskolen og har bidraget med digte til forskellige danske tidsskrifter og antologier.

I sommers udkom Sternbergs samling: ”Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter”. I oktober udkom Woetmanns ”Mit indre Pompeii”.

Fri entré

Besøg bibliotekets side her.

Arrangementet er støttet af Statens kunstråd.

her

Ord på hjul.

Ubeskriveligt.

Alt for længe har jeg siddet på toilettet og prøvet at få det overstået, men der bliver bare ved med at komme mere. Forsøgsvis tørrer jeg mig i ny og næ blot for straks derefter at måtte konstatere, at det ikke er overstået. Da jeg lettere fortumlet omsider kan forlade badeværelset og komme i gang med en dag uden pligter, falder jeg over en af de ledninger, som vi synes at få flere og flere af i vores lejlighed. Jeg bander lige akkurat tilstrækkeligt til at vække både kone og hund. Jeg er lige ved at falde, da jeg tager bukser på. Jeg kommer i tanke om det nummer af Standart (Standart, nr. 3, 2010), som jeg bestilte i går, det nummer hvor der ifølge nettet skulle være en anmeldelse af ”Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter”. Tidsskriftet er i postkassen. Denne anerkendelseslystne digter er pinligt hurtig til at få henholdsvis åbnet kuverten og fundet den relevante side: ”Mads Schjødt Jonasson” hedder anmelderen. Jeg ærgrer mig en smule over, at det ikke er en anmelder, som jeg ved kan læse. Hvem er denne Mads?

Jeg tager fat på at læse hans anmeldelse af min bog.

Allerede overskriften undrer mig. ”Neurotikere på listeform”. Der er ingen psykologi i den bog, jeg har skrevet. Hvorfor skal karaktererne diagnosticeres? Er det ligesom dengang, hvor al god kunst var udtryk for, at kunstneren var vanartet? I denne version er det karaktererne i bogen, som er det i stedet. Og bogen består jo af to dele. En del med mennesker og en del med hjem. Kan man kalde et hjem for neurotiker?

• Av!

Jeg rammer ikke sædet, da jeg vil sætte mig ned. Resultatet er, at der nu er juice overalt. Jeg tørrer tidsskriftet så godt jeg kan. Han indleder anmeldelsen med: Sternberg, fast bidragyder til digterkollektivet Øverste Kirurgiske, har på samme kollektivs genoplivede forlag udgivet en samling kortprosastykker: 96 korte tekster om mennesker og hjem, der alle skulle have det til fælles, at de er ”radikale”. I denne sammenhæng kan radikal vist bedst forstås som noget i retning af tvangsneurotisk.

• A’ hva ?

For det første er jeg ikke ”fast bidragyder” men ”medlem” af digterkollektivet. Nå, lige meget. Jeg kan jo ikke gå ud fra, at han ved noget om mig. Jeg ved jo heller ikke, hvem han er. For det andet … Okay, det har jeg nævnt, det med at hjem ikke kan diagnosticeres som tvangsneurotikere … eller: jeg formulerede det, som om jeg var i tvivl om, hvorvidt man kunne, men det kan man altså ikke. Det er tosset at gøre den slags.

Jeg googler ”Mads Schjødt Jonasson” for i det mindste at få en fornemmelse af, hvem han er, noget som kan give ham et menneskeligt ansigt så at sige. Det viser sig, at han tilbage i 2008 har været i Lokalavisen Amager. Jeg læser hans beretning om, hvordan han selv har måttet passe sin datter på grund af de forfærdelige forhold, der herskede omkring den pasningsmulighed som kommunen kunne tilbyde på Sundholm. Den første dag, var der en dranker, som kastede en ølflaske efter ham og hans datter. Jeg begynder at føle med manden. Det lyder sgu ikke sjovt. Jeg bliver lidt trist og kommer i tanke om, at jeg ikke har drukket kaffe i dag. Det må der gøres noget ved.

Guddøde mig om manden ikke bliver ved med at lege doktor: Samtlige karakterer holdes konstant ude i ironisk armslængde, hvorfor de kun sjældent får lov til at fremstå som menneskelige væsner, man kunne interessere sig for. Som det er, bliver bogen en lidt ligegyldig liste over flade figurer med kun en overvejende egenskab, nemlig den ene eller den anden slags psykologiske brist.

Psykologiske brist? Liste? Min bogs mennesker og hjem har sgu da ikke nogen psykologiske brister. De har egenskaber. De er, som de er, og der er ingen forklaring på, at de er sådan. Der er ingen samfundsudvikling omkring dem. Ingen opvækst … Jeg kommer til at tænke på anmelderens barn. Den første dag i vuggestuen og så kastes der en flaske efter hende … uh … Det var nok godt at han fik hende væk fra det sted. Den slags kan ende med at give varige mén, gøre en bange for at bevæge sig på gaden. Det er utroligt at tænke på, hvor stor betydning barndommen har for dannelsen af ens personlighed. Den slags historier er selvfølgelig ikke med i min bog. Det kan godt være, at det er det, han savner. Og så også når man tænker på det, han oplevede med Sundholm, det kan jeg godt forstå.

• Og min bog er ikke en LISTE! I hvert fald ikke, hvis det indebærer, at man læser den igennem så hurtigt, som du har gjort, Mads. Så hurtigt er der sgu ikke nogen, der kan læse en bog ordentligt. Så skal man i hvert fald springe en masse over. Teksterne for eksempel! Bogen er et katalog, et arkiv, et herbarium, en samling, et galleri, etc.

Nå, videre: Det siges ikke direkte, men den villede forbindelse til den tidlige modernismes absurdisme à la Kafka og Beckett, og disses svidende kritik af det moderne samfunds fremmedgørelse af individet og alt det dér, er svær at overse.

Ja, der er et Kafka-citat lige efter titelblad og kolofon. Et citat fra en ganske lille Kafka-tekst (Altså ikke et citat fra eksempelvis Slottet eller Processen). Ligesom der er et Ponge-citat og et Bichsel-citat … Og er det vigtige ved Kafka en svidende kritik? For mig at se, er det unikke ved Kafka netop, at alt han skriver skaber sit helt eget univers med sin egen skønhed, humor, gru og selvfølgelig situationer og grundvilkår der kan overføres på samfundsforhold, som man også finder udenfor bogens rammer … og så hans STIL!!! Hvis man vil læse bøger med svidende kritik, er det vel sådan nogle bøger som for eksempel Ayaan Hirsi Alis, man skal gå efter? Har anmelderen læst Francis Ponges ”At tage tingenes parti”? Eller Peter Bichsels ”Børnehistorier”? Og hvis han har, ledte han i givet fald under læsningen efter ”psykologiske brister”? Nej, ikke hvis han havde haft den mindste smule litterær sensibilitet. Der er her tale om en anden tradition/nogle andre traditioner end den/de psykologisk-realistiske. Der er tale om en helt anden litterær oplevelsesmåde. Man er opmærksom på nogle helt andre ting under læsningen. Har han læst noget af Calvino? ”De usynlige byer”, for eksempel? Ville han også her savne, at de skildrede byer var mere ”vedkommende”.

Jeg hidser mig op, imens jeg læser og spiser flere og flere peberbolsjer. Nu skal jeg skide igen. Forbandede krop! Jeg er nu næsten færdig med anmeldelsen, og jeg kan stadig – ud fra teksten – ikke fornemme hvem han er. Grunden er selvfølgelig, at han har benyttet sig af denne tilsyneladende neutrale, nedladende tone, som mange tager for en selvfølgelig form, når de skriver anmeldelser. Det var godt, at jeg googlede Mads Schjødt Jonasson, men jeg synes godt nok alligevel, at han som anmelder er fuld af lort. Han skider garanteret aldrig. Forbandede smerter i lænden.

Han afslutter anmeldelsen med: Bogen er en fiks idé ført ud i livet, og som sådan spejler den meget elegant sit eget indhold. Men fikse ideer kan man ofte, med et citat fra bogen selv, anskue på to, hinanden modsatrettede måder: ”Fra en synsvinkel kunne de virke voldsomt interessante, fra en anden nærmest som det rene ingenting.”

Her siger jeg selvfølgelig tak. Det bør man jo. ”meget elegant”. Tak. Hvad er det så for en tekst, han afslutningsvis citerer fra? Hvilken tvangsneurotiker skildres mon i den sygejournal (nå nej, teksten er jo kun et punkt på anmelderens liste)?

Han var høj og bred men samtidig meget tynd. For- eller bagfra kunne man altid se ham rage højt op over alle, som han stod i nærheden af. Hvis man prøvede at se ham fra siden, kunne han imidlertid godt være svær at få øje på. På samme måde med de ting han sagde: fra en synsvinkel kunne de virke voldsomt interessante, fra en anden nærmest som det rene ingenting.

• Der er ikke nogen tvangsneurose i den tekst, Mads! Den kan du ikke læse ind i den. Måske er det oplevelsen, der førte til, at du selv skulle passe dit barn, som har gjort, at du er blevet opmærksom på altings iboende evne til at traumatisere og individets potentiale til at blive traumatiseret. Og måske opdager du først selv, at det forholder sig sådan om mange år. Sådan er det jo tit. Det er det uhyggelige ved forskellige former for traumer. Vi er så gode til at fortrænge. Og det er en god overlevelsesmekanisme. Det gør at vi kan fungere, men det er fandeme ikke i orden, hvis man vil lege anmelder.

Bagefter tager jeg en bog ned fra hylden. Baudelaires dagbøger. ”Mit nøgne hjerte” er god. Hvad skal vi mon have at spise?

–

Læs i øvrigt Lars Bukdahls anmeldelse i Weekendavisen her.

i et længst eksploderet kvarter. Læs den i varmen. Lån den hjem her.

Jeg har lagt den op her.

Den ligger under Lars Bukdahls anmeldelse fra Weekendavisen.

her.