“Da Zarathustra var tredive år gammel, forlod han sit hjem og sin hjemstavns sø og drog op i bjergene. Her nød han sin ånd og sin ensomhed, og i ti år blev han ikke træt deraf. Men til sidst forvandledes hans hjerte – og en morgen stod han op med morgenrøden, trådte frem foran solen og sagde til den: >>Du store stjerne…! Hvad blev der vel af din lykke, om der ingen var, for hvem du kunne lyse! [...]“

Dette indlæg er skrevet Friday d. 22. January 2010 og hører til under kategorien Uncategorized. Følg eventuelle kommentarer med RSS 2.0. Skriv en kommentar, eller trackback udefra.