Brevet fra [link til: lewoetmann.blogspot.com tekst: Lars-Emil Woetmann]:
Kære J. Sternberg!
Først vil jeg gerne takke for brevet. Det er sjældent at jeg modtager breve – det er ikke noget man bruger så meget i min generation. Vi skriver mails. Men et brev er ikke det samme som en mail, ordene betyder mere i breve, de er rystelser i hverdagen, hvis jeg må bruge din vending. Du stiller en anmodning og et spørgsmål i dit brev. Det vender jeg tilbage til. Først har jeg lyst til at fortælle lidt om hvad min tid forsvinder med for tiden. For det første tæller jeg ned til min fødselsdag d. 22. januar og min fødselsdagsfest d. 20 eller 21. (Invitation til dig og Vinni er på vej!). Jeg bliver 25 år, og er i den forbindelse – efter al sandsynlighed – en tredjedel gennem mit liv. Og min fødselsdag markerer også begyndelsen på mit afholdsår, det bliver en ny tid. Som du ved, mener jeg, at enhver tid er en ny tid – intet er aldrig det samme – men nu laver jeg altså en lille happening ud af det. Mit 26. år bliver på ingen måde det samme som mit 25. Hvordan det vil påvirke min personlighed tør jeg ikke sige endnu, men en ting er sikkert – jeg kommer til at have flere penge mellem hænderne, så man kan også se det som en fortsættelse af regeringens politik, men hvis man ser det sådan, så ser man forkert. Åh!, jeg snakker. Men jeg har også ferie, og dagene går med at tage det roligt, jeg går på café, spiller skak, snakker med vennerne, læser en smule, men ikke for meget, og jeg skriver lidt – går på bar. I lørdags optrådte jeg med min lillebror til min fasters 60-års fødselsdag. Jeg var sjældent nervøs for det, hvilket i grunden er mærkeligt, jeg mener, jeg er aldrig nervøs for at optræde for fremmede, men når det gælder venner og familie, så slår sommerfuglene til! Det gik nu fint nok, og jeg tror, at folk var glade for det, de var i hvert fald glade.
Nikolaj Nørlund synger at han tror at han blev født da han fyldte 25 år. Det tror jeg ikke jeg bliver. Jeg har en stærk oplevelse af, at jeg allerede er født. Og så nærmer vi os din anmodning, som jeg på det bestemteste vil afvise, selvom jeg godt forstår du stiller den. I mit hoved er det et spørgsmål om livsanskuelse. Når man tænker sit liv som en(for) tælling, er det så en optælling eller en nedtælling? Hvis man tæller op, så er det det samme som at samle sammen – akkumulering af tid. Når man har samlet meget sammen, så betyder lidt mere ikke så meget, som når man kun har lidt. Dvs. dagene betyder mindre og mindre som tiden går. Det er også derfor, at man får oplevelsen af tiden går hurtigere og hurtigere, som ældre mennesker jo altid taler om. Jeg vil altså hellere tælle ned, så går tiden langsommere og bliver mere spændstig efterhånden. Der er stor intensitet, når man kommer fra 100 og nærmer sig nul. ”Jeg tæller mig selv mod nul” med Thomsens ord. Man kunne også svare som en anonym ven har gjort for mig: ” man kan fortsætte opad i det uendelige, men hvis man fortsætter nedad kommer man enten tilbage til udgangspunktet igen eller krydser grænsen for nedad og fortsætter man i samme retning vil det være at bevæge sig opad”. Måske skulle jeg hellere invitere til 75-års fødselsdag – så trækker det også en lang fremtid med sig.
Nå, men jeg har også altid været lidt gammelklog. I alle tilfælde forstår jeg ikke helt dit nord-syd billede. Skal det forstås metaforisk?
Jeg er enig i, at litteraturen ikke skal påvirke appetitten, men ikke i, at den skal afgrænses til ”et specielt indrettet rum i den menneskelige bevidsthed”. Litteraturen kan foregå i alle mentale rum. Der er nogen der kun vil ha litteratur til dele af bevidstheden, og dem er jeg uenige med, og det er vi vel enige om?
Til dit spørgsmål vil jeg svare: selvfølgelig bliver du varm og lykkelig i det nærmeste. Du skal bare slå den idé ud af hovedet, at det har noget med dine bevægelsesmønstre at gøre, det har kun noget med dem at gøre i det omfang, at det gælder om at bevæge sig meget, hvis man vil være varm og lykkelig.
Jeg har allerede skrevet alt for meget, og jeg kunne sikkert have gjort det kortere, hvis jeg havde fattet mig i korthed. Derfor indvarsler jeg nu, at afslutningen på dette brev nærmer sig, men der kan jo altid komme flere. Jeg regner det derfor ikke for nogen tragedie. Men inden afslutningen afskriver jeg lige et digt, som jeg tror det vil glæde dig at forholde dig til. (af Wallace Stevens, oversat af Borum, det gamle fyr):
Snemanden
Man må have vintersind
for at betragte frost og fyrretræers
grene skorpede af sne;
og have været meget længe kold
for at se enebær med luv af is
og graner rå i fjern glitren
af januarsol; og for ikke at tænke
på nogen elendighed i vindens lyd,
i lyden af nogle få løv,
som er lyden af landet
fuldt af den samme vind
der blæser på samme nøgne sted
for den lyttende, der lytter i sneen
og – selv intet – ser
intet der ikke er der og det intet der er.
Hold dig varm!, med varme hilsner
Lars-Emil
P.S. Snemandens sidste linie har Nordbrandt planket i sit fine digt ”Vilde rosenbuske”.
Seneste kommentarer