Men Sternberg!
Jeg forsøgte i første omgang, at skrive dette brev i hånden, for at fremme
personligheden; lade den skære sig gennem ordene som et filter, men det
fungerer ikke for mig, med den håndskrift. Jeg er vokset op med et keyboard
i hånden, og det må jeg altså bare acceptere. Håndskriften er helliget
personlige noter, og skitser i fremmede lande. … Jeg tror kun det er mig,
der kan læse min skrift.
Du skriver om Positiv omgang med andre mennesker, og ja, en sådan
beskæftigelse kræver, at man taler ordentligt til hinanden, at man møder den
fremmede, den anden med respekt – netop fordi den anden er sin egen ret, som
man selv er det, og fordi man ikke kender den fremmede, som man ikke kender
sig selv. Når man med en høflig attitude møder et menneske, siger man; jeg
kender dig ikke, og lader derfor være med at være klodset med det der er
dit. Man undgår at træde hinanden over tæerne, at støde næserne sammen, før
man har danset så meget, at man har skabt en grund, hvorpå det at gnubbe
næser ikke er en underkendelse af sin egen, eller den andens integritet. Og
det er en forudsætning for den konstruktive, den nødvendige dialog. Med
venner står man, hvis de er venner, altid på den grund. Det er derfor jeg
ikke kan være uenig med dine betragtninger. Nej, det er ikke bare derfor.
Men jeg misforstår med vilje hele tiden, … det med betegnelserne for
samtalepartnerne eller sengepartnerne, kan være en udmærket genvej til den
føromtalte grund. … men altså, jeg forstår ikke hvorfor det er så sjældent
med ordentlige samtaler, jeg forstår det ikke, jeg mener, nu bor jeg på et
kollegium med mange unge, fornuftige og oplyste unge mennesker, og vi
snakker aldrig med hinanden om mere end; har du noget mælk?, gik din
eksamen?, er det i orden jeg skifter kanal?, og det leder nærmere en af de
pointer jeg gerne vil gøre i denne omgang, eller høre dine tanker omkring.
Dette: Positiv omgang med andre: Betyder det mere end, at man kan holde
ud at være i rum eller verden med hinanden? Det håber jeg, som i konstruktiv
dialog. Og for at komme ind i en sådan, er det så ikke en forudsætning, som
det er en forudsætning i mødet, at man har mod til, at gå ind i dialogen med
hele sin holdning, alle sine syn og drømme og historier? Jo, selvfølgelig
gør det det, det er selve fundamentet for demokratiet, er det ikke? Men, jeg
tror, nej føler at jeg og mine jævnaldrene har meget svært ved at finde
dette mod, at møde hinanden som i samtalen. Man har nok holdninger og
meninger om ting, men man taler ikke om dem, man lader dem ikke brydes, for
man tror at ens tanker om verden er ligegyldige i det store og hele, kan det
være lige meget. Det er også trættende at diskutere hele tiden, det er
besværligt at tale. …
Det er derfor, at jeres opgave, til fremme for den almene samtale, for
mødet, gør mig så varm: Det er noget af det der skal til! Men glem ikke, at
komme forbi mit kollegium, denne mainstreamungdom I kan finde her, trænger
til at blive stødt på samtalen. Og alt dette er det store – i så fine
detaljer – en spejling af, nej, en forvrængning af: for i det store vader
magten, og så skal man dukke de andre skal man. …Uenigheden er kun i familie
med konflikten, hvis den ikke står på en god og familiær grund af respekt,
tillid og mod. Men jeg skriver så hurtigt så langt. Der er alt for mange
løse ender, men sådan må det være, det tror jeg på, og altså, alt det bedste
til din del af byen.
Lars-Emil
Seneste kommentarer