Jeg tænker på, hvordan Milan Kundera omtaler “Den store march” som politisk venstrefløjs-kitch i romanen, Tilværelsens ulidelige lethed. Hvis man opfatter det konkret, så er det vel i virkeligheden bare rigtig dumt, når vi gang på gang stavrer afsted i demonstrationer. Måske virker det simpelthen som at stå med en kæmpestor rød klud lige op i hovedet på de borgerlige politikere – måske ser de, når de skuer ud over menneskehavet, blot et udtryk for radikal kommunisme. Alt imens vi tror, at vi ytrer vores utilfredshed over noget konkret, ser de en brølende folkemængde stående med hammer og sejl i barkede næver – en trussel mod alt det, som Danmark står for. Warszawa-pagten – den fjende, som man længst troede var kastet i graven. Skal den leve og blive stærk igen? Det skal blive en løgn!

I dag ville det så være en demonstration imod nedskæringerne hos DR, som jeg kunne finde på at deltage i. Jeg støtter den ihvertfald, og min interesseorganisation, Danske skønlitterære forfattere, er med. Måske går jeg med alligevel, for det er jo så hyggeligt, og jeg er enig. Ja, men virker det? Det er jo det. Ville der ikke være bedre måder? Ja, ja, sikkert, men hvem finder så på de bedre måder? Hvem gider? Det er jo altid det, som er spørgsmålet. Man gider sjældent, fordi man egentlig ikke selv tror på, at noget som helst nogensinde virker. Kværulere kan man altid. Det er man god til, er man. Hele balladen sættes i gang på Nytorv i København kl.16.00. Sikke noget. Måske er man med.