Den 14.4. kl. 2:58
Tinglev
Kære beboere i Tinglev
Jeg har efter at have booket en rejse opdaget, at den indebærer, at jeg natten mellem den 13. og 14 skal tilbringe tidsrummet 2:58 – 6:19 på Tinglev Station. Skulle nogen i lokalområdet imidlertid have lyst til at få besøg af en digter i dette tidsrum, vil det være mig en fornøjelse at komme forbi og konversere samt læse lidt op.
Send mig en mail på sternberg snabel-a sternbergs.dk og aftal nærmere.
Med kærlig hilsen
Sternberg (Jesper)
Jeg er blevet tilbudt flere steder at være. Hvor er folk vildt søde. Planen er solæg(?) og snaps i et hjem ti minutters gang fra stationen. Skønt.
EN LILLE STIL OM MIN FERIE I TINGLEV (SKREVET I TRÆT TILSTAND. JEG BURDE SIKKERT HAVE SKREVET LANGT MERE)
Jeg tog et væld af billeder på turen hen til Iben, blandt andet et af Ibens flotte blå motorcykel. Mest af alt tog jeg dog billeder af vejskilte. Uden kameraets blitz ville jeg slet ikke have kunnet orientere mig i en tilstrækkelig grad til at finde frem til Ibens hus. Desværre har jeg vist på et tidspunkt mistet det kabel som kan forbinde kameraet med computeren, så jeg ved ikke helt, hvornår jeg kan fremvise denne dokumentation af min paranoide famlen gennem en sønderjysk stationsby en ganske almindelig forårsmandag i år 2012.
Med hensyn til min egen natlige fremtoning, kan jeg, da jeg på intet tidspunkt fik kigget mig i spejlet, kun sige, at Iben tog billeder af mig med sit Nikon-kamera omkring kl. 3:30 og stillede mig nogle simple spørgsmål, som jeg lige nu ikke kan huske hverken indholdet af eller mine svar på. Hun arbejder for avisen Der Nordsleschwiger. Jeg læste under vores korte tid sammen også et par digte op, men det virkede mere end en kende absurd i situationen. Jeg prøvede også at mande mig op til en kort poetologisk redegørelse, men der gik ikke særlig lang tid førend vi begge trak os tilbage. Hun havde redt op til mig i gæsteværelset. Formentlig dukker der en artikel op en af dagene. Jeg skal nok holde jer orienteret i det omfang, jeg selv bliver det.
På vejen hen til mit domicil i tinglev, så jeg i øvrigt en lille mand på stationen, som også var der, da jeg kom tilbage, hvilket tilsammen gav mig den nødvendige empiri til at jeg i dag, mandag, kl. 21:03, kan svare entydigt på et af de spørgsmål, som jeg selv, og sikkert mange andre, har tumlet med i de seneste par dage: ja, værre er det altså ikke, Tinglev-venterummet har åbent hele natten. Et tegn på at der som regel er noget basalt godt og ordentligt i den måde mennesker indretter sig. Efter at have fået et halvt solæg (den variant jeg smagte syntes ikke så vældig meget anderledes end et saltet hårdkogt æg), snaps og to timers søvn kom jeg i morgensol som sagt forbi denne stakkel. Han så, op imod en baggrund af sol og fuglefløjt, en smule grå – og muligvis også underernæret(?) – ud, og fortalte mig på engelsk, med en accent, som jeg siden ikke helt har kunnet placere, at han havde ventet siden midnat og først ville kunne komme videre klokken syv. Jeg nænnede ikke at tage et billede af ham og stillede ingen spørgsmål angåede hans destination. Jeg følte ikke, at det var passende. På en måde havde jeg jo snydt. Vi havde været hinandens naturlige selskab på stationen. Hvis ikke jeg havde sørget for husly, ville vi for nogle timer have delt skæbne.
“Den tid du bruger på Tinglev Station sparer du i skærsilden” var i øvrigt et udtryk som både min vært, Iben, og en togkontrollør anvendte. Da Iben først sagde det, tænkte jeg, at det bare var noget hun sagde, men da også togkontrolløren anvendte udtrykket blev det klart, at Tinglev har sin helt egen placering i det rejsende folks kosmologi.
Jeg brugte imidlertid ikke særlig lang tid på selve Tinglev Station. Den tid jeg har foran mig i Skærsilden er således pt., klokken er i dette øjeblik 21.33, uforandret.
STERNBERG, PRENZLAUER BERG, 14.5.2012, KL. 21:35
Og her er der billeder: http://www.facebook.com/media/set/?set=a.10150934655256096.484752.591751095&type=1