BOGANMELDELSE21.07.23 KL. 16:30

Karakter: 4 ud af 6

Min nabo ligner min fjende: Denne bog er en digtsamling til tiden

Jesper Sternberg Nielsens nye og stramtyrede konceptdigtsamling viser os den fremmede, der også altid er os selv og leverer dermed kritiske digte til en tid, hvor polariseringen mellem mennesker desværre synes betydelig

Martin Rohr Gregersen

Litteraturanmelder

Det er en digtsamling til tiden, Jesper Sternberg Nielsens nye konceptdigtsamling ”Fremmeddigte”.

Den lander som en juliophedet solstråle på skoldet hud i en verden, hvor polerne nok smelter, men hvor polariseringen mellem os mennesker til gengæld ikke synes at blive mindre.

”Jeg er ikke som dig”, lyder således den svidende åbningslinje, der uden tvivl ville kunne fungere som omkvæd for mange af disse års definerende kulturkampe, konflikter og kriser, hvad enten det nu drejer sig om køn og identitet, forholdet mellem land og by, ”trolls” og fake news på de sociale medier, optøjer i de franske forstæder eller krigen i Ukraine (fortsæt selv listen…).

Hvis C.V. Jørgensen i 1994 trods alt kunne stå op og gå ud på terrassen med en smøg, en hel del nærmere Gud, i sit stiveste søndagstøj og synge ”jeg hilste på min nabo/ der hilste pænt igen/ min nabo ligner min næste/ og hun er min bedste ven”, så er der ikke meget kærlighed tilbage i Sternbergs version: ”jeg laver mad i køkkenet// den velkendte duft/ får mig til at føle mig hjemme// da jeg går ned ad trappen/ føles det som om// jeg bor i et hus/ besat af fjender// alle opgangens dufte/ retter som jeg ikke kender// tilberedt af mennesker/ som jeg ikke ved noget om// uden at hilse/ går de forbi mig på trappen”.

Eller som der står i et andet digt: ”du bor her / jeg bor her/ Min hverdag er en hemmelighed/ lige for næsen af dig”.

Har man læst Sternbergs forfatterskab, vil man genkende den aktuelle bogs drivkraft: Forfatteren finder et klart og snævert koncept, et enkelt perspektiv at se verden fra, som så styrer og gennemsyrer stoffet og stemmen.

I hovedværket, den såkaldte tids-pentalogi med ”Stenalderdigte” (2011), ”Depressionsdigte” (2014), ”Guldalderdigte” (2016), ”Tidsrejsedigte” (2016) og ”De sidste dage-digte” (2018), har det for eksempel handlet om at skrive fra forskellige tider. 

Nu handler det så om at undersøge, hvad det vil sige at skrive fra en position, der hele tiden har fokus på at sætte skel og trække fronterne op, men som også selv er fremmedgjort.

Det handler om dem og os, ”de andre” og alle de forskelle, der bestemmer vores relationer til hinanden og omverden.

Måske kunne man læse ”Fremmeddigte” som en slags digterisk trykkoger, der fyldes med alt det, vi tror, vi ikke har til fælles, alt det, vi forestiller os, vi ikke kan forstå hos den anden, alt det, der tilsyneladende adskiller os.

Her er ingen gylden regel: ”de kan ikke forvente// at jeg behandler dem// som jeg selv vil behandles/ når de ikke er mig”.

Her er intet menneskeligt nærvær: ”skærmen siger ingenting/ viser mig bare// de ord jeg selv har skrevet/ ingen modtagelse derfra// og det er skærmen/ jeg skriver til// det meste af tiden// det er den jeg mærker/ gennem min berøring med tasterne”.

Her er empatien blokeret: ”din optik er anderledes end min// du kan ikke skrive om/ hvordan det ser ud// fra mit perspektiv// jeg kan ikke skrive om/ hvordan det ser ud// fra dit perspektiv”.

Her bliver de små lysglimt af forsoning altid anfægtet af mistillid: ”når du er tæt nok på/ til at kærtegn er mulige// er du også tæt nok på/ til at skade mig”.

Ensformigheden, der ikke bare kan følge med et sådant stramt styret indhold, men også den simple, men skarpe stil og den lakoniske form, undgår Sternberg ikke helt. For selvom humoren hist og her heldigvis er med til at bryde det (helt sikkert bevidst) begrænsede lyriske repertoire, så kan digtene i momenter godt føles som 80 måder at sige det samme på.

Omvendt er det så også i den hårde konstante gentagelse af afvisningen, mistroen, udelukkelsen, forståelsesnedbruddet, fremmedgørelsen, at bogen løfter sig poetisk og har sit kritiske potentiale, som små enerverende stik til selvforståelsen, så man efter endt læsning skal være blind for ikke at se bjælken i sit eget øje.