Jeg opdagede i går aftes, at Andres Eckhardt-Læssøe har skrevet et langt og grundigt portræt af mit forfatterskab til Forfatterweb:
https://forfatterweb.dk/sternberg
” Sternberg har med sine morsomme og lakoniske digte skrevet om alt fra stenalderen over guldalderen til depression og bordtennis. Hans digte er skarptskårne, ord- og billedknappe og fulde af humor, men uden at miste deres prægnans.”
Et godt sted er f.eks. i afsnittet Genrer og tematikker:
“Selvom hver af bøgerne, mere eller mindre er betitlet med det, de tematiserer – depression, fremmede, helbredelse, tidsrejse – så viser der sig i helheden et større billede af ensomhed. Det kommer selvfølgelig frem på forskellige måder i de forskellige bøger”
“På en måde er der noget i formen, som Sternberg skriver de fleste af sine digte i, som fører til denne ensomhed. Den konceptuelle stil, hvor et jeg ligesom skriver sig selv frem som en sproglig figur, betyder også, at det er et jeg, der differentierer sig selv fra alle andre for overhovedet at kunne træde frem. Det bliver med andre ord meget ofte en meget ensom position.”
Eckhardt-Læssøe skriver mere om det med ensomheden. Og hans observationer glæder mig, for jeg ser ensomhed (og sorg og det hverdagslige/lave), som noget der ligger indbygget i poesiens DNA. Den japanske digter Basho kalder det Sabi. Han kender næppe til mine betragtninger omkring ensomhed som en del af min poetik, men han læser sig til det alligevel. Der er i det hele taget bunkevis af fine læsninger i portrættet, som jeg også gør mig selv klogere på, hvad jeg laver.
Seneste kommentarer