Moldy Peaches er et band med sådan en
smadret sensibilitet
deres humor om og med
stoffer og en infantil følsomhed
Det var Lars-Emil Woetmann
der præsenterede mig for
deres musik
dengang han boede i Berlin
det må have været i 2006
eller sådan noget
Kimya Dawson og Adam Green
der er så mange minder i deres musik
og jeg har været til koncert med både
Kimya Dawson og Adam Green
de er også ca. lige så gamle som vi er
med det aldersspænd der er imellem os
de er et år ældre end os
det er måske det der gør
at jeg føler at jeg forstår musikken
jeg ville ønske at jeg var stødt på dem
da jeg var ung
men deres cd er fra 2000
og der var jeg 27
lidt yngre end Dawson
som vel var ca. 28
og en del ældre end Green
som var ca. 19
i stedet var jeg ca. 33 da jeg hørte det
voksen og på vej til at være
etableret digter
ihvertfald medlem af
digterkollektivet Øverste Kirurgiske
de var med i Berlin
vi besøgte også min ven Henriette
som flyttede til Berlin
dengang midt i halvfemserne
da jeg var ung
det var nok et fint tidspunkt
at høre Moldy Peaches
det var ihvertfald det tidspunkt jeg hørte
Moldy Peaches
—
jeg laver en radiostation
ud fra et nummer jeg lige har hørt
på Spotify med en rapper som jeg har hørt
en del af på det seneste
men jeg kan ikke huske hvad hun hedder
og jeg tænker aldrig på hende
når jeg ikke cykler
Erica Banks hedder hun
måske er hun ikke noget særligt
måske er hun god
jeg hører hende ihvertfald meget i øjeblikket
det må være hende der er god
for jeg gider ikke høre en radiostation
med musik som nogen alegoritmer har skønnet
minder om et af hendes numre
det gør det hele diffust og kompliceret
—
Nirvana inkarnerer aspekter af
hvordan det var at være ung i 90erne
for mange af os
det kan være helt smertefuldt at træde ind i det rum igen
afmagt / agression / flaskeøl i alle retninger
—
Percy Sledge synger som vi allesammen
forestiller os at vi godt kunne synge
hvis vi kunne synge som os selv
vores sjæl synger med
Seneste kommentarer