Kære Kollega og ven!!
Du er inde på et spørgsmål, som, på én og samme tid, er interessant, og i praksis, fuldstændig overflødigt. Først og vigtigst: du må tiltale mig på den måde, som du fra tid til anden finder passende. Du skriver da bare, og sikkert så meget desto bedre, med et gran af noget ubestemmeligt og forstyrrende. Salvador Dali bar altid for små sko, når han optrådte; måske kan dette navne-problem, for dig, være en form for stramtsiddende beholder, at opbevare den del af kroppen i, som du bruger, når du skriver til mig. Det ville glæde mig. Det er jo ikke et dumt emne, som du her tager op; bestemt ikke, så med hensyn til spørgsmålet om hvem, du fører denne korrespondance med, vil jeg først og fremmest sige, at det ikke er helt let at svare entydigt på – eller jo, du skriver til [k mig], og skrives til, af [k mig]; sådan er det. Det er derimod ikke en privat korrespondance, vi fører. Den er beregnet på, at en offentlighed følger med. Dermed sagt, at jeg altså gør mig umage, og for så vidt, og i anstrengelsen for henholdsvis at behage og frastøde, sådan som øjeblikkets æstetik dikterer det, vil jeg ikke afvise, i langt højere grad måske understrege, at der er et element af fiktion i tone, så vel som fokus.
Jeg håber, at jeg med dette brev kan hjælpe dig med at betragte dette spørgsmål, ikke som et problem, men i stedet som en afart af en ukomfortabel sko, der med sin gnaven i dine skrivende organer, indgyder dig mod, rastløshed, latter og spontane anfald af svimmelhed.
Unægteligt
mig
Seneste kommentarer