Pæne ord om GuGu Skaterdigte – hovedværken, i henholdsvis Graf og Sentura.
JESPER HORN MØLLER, Graf nr. 3, Vinter 2004: I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos GuGu, og Ordet var GuGu
Freddie Mercury lærte os 1984, at vi skulle sige GaGa til radioen, og nu 20 år senere viser Jesper Sternberg os i sin digtsamling, at vi skal sige GuGu til lyrikken. GuGu er både titlen på samlingen og hele det første digt. Hvad dækker det over? Gud? Måske er det Gud, der er erstattet af GuGu, og er det det, jamen så passer det jo fint med, at GuGu er babyens sproglige møde med verden. Det er begyndelsen: den nyfødte baby som livets begyndelse, og babyens pludrelyde begyndelsen på sproget, som kæder verden sammen.
Og der pludres og pladres i Sternbergs digtsamling, for:
pomfritterne hænger ud af munden
på det lille barn
da det smider sig ned på græsset
og griner
imens den berusede lilleputtræner
skovler sig vej
gennem as times goes by
på sin harmonika
Vi ankommer lige midt i dansen, og lige så hurtigt ryger vi ud igen. Det er ofte en gang selvfølgeligheder og banaliteter, men det er meningen. Vi er med, vi er medvidende, sådan er det jo. Som i digtet ”Variant af et GuGu-bevis”:
Forlygterne på en bus
er jo ikke noget lejrbål
lyset fra forlygterne rettes
modsat røgen fra bålet
ikke opad
ergo eksisterer GuGu i bålet og ikke i bussen
En gang gak er det, men også en erkendelse af at GuGu er en ny metafysik, det som skuer opad; og
Jongløren har jo mange
bolde i luften
for at vi andre
kan slappe af
imens
Der er mange underspillede passager i Sternbergs lyrik, men i alt det banale og barnlige ligger der også en viden om og en ømhed over for mennesker generelt:
Det laveste er ikke
at blive arbejdsløs
det laveste er
hvis man ikke kan finde ud af
at købe ind
Det er jo banalt, det er kontant, og så siger det noget om, hvad der åbenbart er vigtigt i vores samfund: at kunne finde ud af at forbruge så mikro- og makromaskineriet får føde.
Andre gange er det fra høns og små fugle og barnlige sjæle, man skal høre sandheden, og et af de banale budskaber er, at vi skal være gode ved hinanden. Ellers bryder vi måske sammen:
Så så lille fugl
det var ikke normalt
da ufoen landede
det var helt galt
da ufoen landede
det skal nok gå
lille fugl
nu åbner jeg stille og roligt hånden
så flyver du
lille fugl
Men det er ikke uden ironi, for ser man Sternberg læse op, knækker han helt sammen i hoften, og med løs arm fortæller han om fuglen. Kropssproget forener sig fint med det barnagtige, det pjuskede og det ømme.
Digtsamlingen er vittig, humørfyldt og klukkende og – ikke mindst – ærlig. Den stritter i alle mulige retninger, som sådan en vel bør gøre for en fyr som Sternberg, der stadig er lidt grøn. Det er ikke alle digte i Gugu, der lyser lige meget op, men det tilgiver man gerne det pludrende stjernebjerg.
—
Og anmeldelsen i Sentura:
Seneste kommentarer