God anmeldelse af Depressionsdigte i Kristeligt Dagblad

af | maj 28, 2014 | Uncategorized

Kristeligt Dagblad 21.5.2014

PETER STEIN LARSEN

Depression er et på én gang omsiggribende og tabubelagt emne i samfundet.

Det er i denne sammenhæng prisværdigt, at der er dukket forskningsprojekter op, der beskæftiger sig med fænomenet depression ud fra mere humanistiske og sociale vinkler. I den forbindelse er det også værdifuldt, når digtere beskæftiger sig med emnet som i Sternbergs ” Depressionsdigte”. Vi får her i en række gribende tekster rapporter om, hvordan depressionstilstanden opleves med dens invaliderende følelser af magtesløshed, skyld og manglende selvværd, og Sternberg er som i sine andre digtsamlinger en digter, der i en koncentreret form og med stilistisk elegance leverer disse beskrivelser på raffineret og effektfuld vis.

En formulering lyder: ” det er som et liv / parallelt med livet / et liv hvor jeg / lige akkurat har overskud / til at give et indtryk / af mit underskud.”

God anmeldelse i Nordjyske Stifttidende

af | maj 12, 2014 | Uncategorized

NORDJYSKE Stiftstidende, mandag den 12. maj 2014

Christian Stokbro Carlsen

DIGTE

Sternberg ”Depressionsdigte”

# # # # # ¤

”Depressionsdigte” er ikke en titel, men en forfatters forventning til, hvordan hans digte vil blive modtaget af andre læsere – i hvert fald, hvis man skal tro et af bogens sidste digte:

”når jeg forholder mig til

tidligere tiders digte

læser jeg dem

som depressionsdigte

jeg går ud fra

at du også læser

mine digte sådan”

Det er en måde at forholde sig på, og det vil i et eller andet omfang sige, at tiden er inde til at læse depressivt, om man så må sige, det er en periode – og måske derfor blandes samfundsmæssige og personlige depressioner sammen. Dette er en forenkling af en mulig kompleksitet. Helt banalt kan man spørge, og sådan må man møde enhver ny digtsamling – uanset hvem, der har skrevet den: Tilføjer denne samling noget nyt (ikke at forveksle med Ezra Pounds pompøse eksklamation ”make it new”) – og det gør Sternberg. Den lader depressionen kommer til orde, hvorfor digtene gennemløbes af en bitter, selvfornægtende humor og lige så stor håbløshed, men den indvinder også nyt sprog. ”vi avler børn der får det endnu værre end os”. Og et andet sted genlyder salmistens de profundis clamo ad te (der er blevet hvermandseje siden Shyamalans ”The Sixth Sense”), når Sternberg indleder et digt med ”jeg råber til dig / nede fra dybet // det er ikke så vigtigt / hvad jeg råber”, nej for henvendelsen er i sig selv en bøn om varetagelse. Så på sin egen forskruede sekulære måde øser Sternberg af samme kilde som salmisten, prædikeren og forfatteren til Jobs bog. Det er der kommet noget ganske gedigent og læseværdigt ud af.

God anmeldelse af Depressionsdigte i Weekendavisen

af | maj 2, 2014 | Uncategorized

Weekendavisen den 2.5.2014

Sort hul. Sternbergs depressionsdigte er så gode, at man tager sig i at nyde digterens depression.

En nederen æstetik

Af LARS BUKDAHL

Sternberg: Depressionsdigte. 71 sider. 

Vejl. pris 150 kr.Kronstork

Det er sjovt, som det er besværligt at finde ud af, hvilke digte i Sternbergs vellykket triste Depressionsdigte der er de bedste depressionsdigte.

Er det dem, der er bedst til selv at være depressive, eller dem der er bedst til at besynge depressiviteten poetisk?

For det er nemlig ikke uden videre de samme digte.

De førstnævnte, de depressivt depressive digte, er også i deres form triste: De nøjes med at konstatere og udmale, gråt i gråt, at alt er af helvede til, et grundigt kuldslået helvede, hvilket allerede er for fornemt formuleret i forhold til fx dette digt: ”det er ikke til at sige/ hvor lang tid// det kommer/ til at vare// jeg kan bare konstatere// at det ikke bliver bedre.”

De sidstnævnte, de poetisk depressive digte, slår lige præcis deres små fikse og fyndige slag med halen i tristesseudmålingen – og er automatisk dem, kritikeren, hvis han selv er i godt humør, sætter kryds ved. Dette her for eksempel, der leger finurligt med to af samlingens gennemgående elementære (eller banale) figurer, at falde og at bygge:

”Det er svært// at bygge noget/ imens man falder// man man forsvinder jo ikke/ af den grund// så noget skal man jo lave// for at føle/ at man lever// også selv om man/ falder // så man bygger noget/ og håber at det/ vil blive ved// med at falde// i den samme retning som én selv.”

Der er cirka lige mange digte af hver sin depressive slags, og cirka lige så mange digte, der befinder sig i en mellemzone, fx gruppen af mutte aforismer: ”Det kan ikke betale sig//at så// jeg spiser/de korn/ der er.”

Jeg tror denne balance mellem anti-poesi (eller a-poesi måske bare) og pro-poesi (p-poesi) er afgørende for bogens depressive succes: Lutter blank a-poesi ville blive for ligegyldigt; lutter fiks p-poesi ville virke for kækt.

Sammenlign bare Pablo Llambias’ tre digre bind med a-poetiske depressionssonetter med Sternbergs præcist – mellem simpelhed og enkelhed – dirrende, lille poesibog.

Mindre komisk end hos Llambias, men også lidt unødvendigt, føler man, linker samfundets økonomiske depression sig her og dér på digterjegets personlige depression.

Ligesom i Stenalderdigte, Sternbergs lige så stilige og meta-stilige bog fra 2011, udæskes og besværges læseren direkte:

”Du er som læser/ ond og forkælet// at du kan læse// om mine/ trængsler// uden at gøre noget.”

Hvilket har en direkte, anfægtende effekt på samme; man tager sig, som jeg gjorde ovenfor, i at nyde digterens depression. Men så bliver i hvert fald jeg også obsternasig: Jeg vil helt klassisk have lov til at smile mit kritikersmil over et herligt misantropisk billede som nu dette: ”Alt vejarbejde/ ender i/ blindgyder.”