Så er det lidt mærkeligt, som jeg nu er endt med hans bog, Hey Rube. For pokker da, bogen består af teksterne fra hans sportsklumme, som han havde igennem nogle år for ESPN.com; fra 2000 og frem. Sport, politik, og hvad han nu ellers kan finde på at inddrage … misantropisk som bare … men det er jo en del af Hunter – en herlig del, en sjov del. Men det er ikke det – det er det, at jeg nu pludselig læser om Amerikansk fodbold, basket, Golf, Baseball, Derby … og så selvfølgelig ofte med et gamblerperspektiv på løjerne … det burde jo, for mig ihvertfald, være usandsynligt at bruge noget videre tid på den slags, men altså … for det første findes der ingen ting, som jeg vil udelukke at komme til at bruge alt for meget tid på … og så er det jo Hunter S. THompson – The Gonzo King – Hele verden bliver med løs hånd strøet ud over klummen, på sæt og vis – og han har stil … men nogen gange, det indrømmer jeg, da flakker mit blik lidt med alle de navne … men jeg nærmer mig – med raske bladrebevægelser – den 11.9. 2001 – i den daterede række af klummer, så mon ikke der bliver store Gonzo-øjeblikke?

Hmm … og så blev det spændende. I øjeblikket er det så en helt anden Hunter, jeg læser, ikke misantropen, men den Hunter, som har en forestilling om, at man kan gøre en forskel til det bedre. Det her citat er smukt, synes jeg:

… It is very important to learn, early in life, that you can beat City Hall and that You can change the System. You might be beaten and gassed by Police a few times before you succeed – but that stuff goes with the territory. And you will be proud of it later, just as you will make many smart friends who will stand with you all your life.

Hunter prøver at hjælpe en 20-årig kvinde med at blive løsladt – hun er blevet dømt til livstid i fængsel for mordet på en politibetjent – på trods af, at hun sad på bagsædet af politibilen med håndjern på, da betjenten blev skudt – en mærkelig historie. Jeg spiser spaghetti, læser videre. Der skulle stå noget om sagen her: http://www.lisl.com/

peger i retning af, at der er mindst en lejlighed i København, hvor lyset aldrig slukkes. Jeg tænker på, om der også er perioder, hvor lejligheden får lov til at stå uden lys, fordi der ikke er nogen, som sørger for at få skiftet pærerne. Pærerne må jo skulle skiftes ret ofte, når lyset aldrig bliver slukket. Hvem siger så, at der er kræfter og motivation til at tilvejebringe lys, når det ikke er der? Vil man bevæge sig uden døre eller er man afhængig af andre til den slags?

Der er andre overalt i det her kvarter. En af de andre – mig – sidder bare her og gloer ud af vinduet.

Jeg er i dag 34 år gammel. Sikke noget. Jogging-Yoghurt med jordbær og rabarber. God morgen, Simon. Pt. er det jo kun dig, som kender til den her blog, så jeg stoler på, at det foreløbig kun er dig, der ser det her. Ahh … der bippede mikrobølgeovnen, hvilket betyder, at denne morgen/nat-trætte bøffel ved hvor den skal hen … Nu er klokken så 4:44. Der er kun lys i én anden lejlighed. Hvem kender gruen, som kunne finde sted inde bag persiennerne dér? Hadet, besættelsen, offerviljen. Ahr, hvorfor så melodramatisk, det kan også bare være en der skal tidligt op i dag … men det tror jeg ikke, det er … Det er jo den 11.9 i dag, så selvfølgelig er det i min gård, at dommedagsbomben produceres. Gamle bøffel tager et sip af kaffen fra i går aftes. Ja, den er stadig god. Det hjælper virkelig at tilføje lidt vand lige inden man genvarmer den. Uhm, livskvalitet; de dér små tricks, der skal sgu så lidt til – bare gøre sig en smule umage. Endnu en dag hvor bøflen skal sidde lammet og glo på henholdsvis trafikken og en skærm – Ahr, for syv helvede, Flokken – jeg får kvalme af den roman … Klokken er nu 4:50. Det undrer mig at folk brokker sig så meget over den her sommer, der er da meget lys i løbet af sådan en dag, synes jeg – altså ikke nu, men det er jo klart – det er nat. Og så når vejret er til det, kan man gå lidt med hunden – og hvad så, hvis det måske regner? – diversitet er vidunderligt. Nå, jeg troede, at tonen skulle være lidt morgenbrokkende hele vejen igennem, men jeg kan ikke – livet er jo smukt. Klokken er 4:57. 5:00. Jeg gloer lidt på blogposten her, må du forstå. Måske skulle jeg i fremtiden indlede hver post med at skrive Kære Blog(med stort), det er jo egentlig meget hyggeligt at skrive en post til nogen, som for eksempel nu dig, Simon. En blog, en roman, en fødselsdag, og så gik jeg i går i gang med en artikel Hunter S. Thompson har skrevet om Muhammed Ali. Sikke en dag, det sikkert bliver. 5:04, Vesterbro. Sådan en post her kunne jo blive ved.