Praksis
(i kronologisk rækkefølge – Jeg har, af pladshensyn, ikke medtaget alle de gange, jeg har optrådt, kun de gange, hvor der skete noget nyt, så at sige)
Jeg lancerede i halvåret 2001-2002 mit Jenny Holzer/Vagn Steen-inspirerede koncept ”Opslagstavleordsprog” i 7 supermarkeder på Nørrebro. Ligesom inden for genren streetart var der der tale om anonym kunst i det offentlige rum, og en del af det offentlige rum som endnu ikke, på samme vis som murene i bybilledet, har fået kunstverdenens bevågenhed.
Netbogklubbens litterære magasin Abcdetc inviterede mig i 2001 til, i det første nummer af magasinet, i selskab med bla. Viggo Madsen og Niels Henrik Svarre Nielsen at bidrage med tekster, der henholdsvis skulle ”starte forfra”, ”drive det videre” og ”sætte punktum”.
I 2002 blev ti forfattere, bl.a. undertegnede, Seimi Nørregaard, Kenneth Krabat og Anita Egelund, af STEMPEL(Solveig Egebjerg og Maja Elverkilde) inviteret til At skrive et skakbræt. Vi skulle tilbringe den 21.9 med at skrive tekster som gik i dialog på kryds og tværs af hinanden og som tilsammen udfyldte et gulvstort skakbræt. Dette blev siden dokumenteret ved en kombineret papir og cd-udgivelse: Panoptikon01.
I 2000-2002 læste jeg primært op på Poetry Slam-scenen. Dette engagement i ”poesiens kampsport” førte i 2002 til at jeg sammen med Frank Langmack, Claus Ankersen, Alan Hammerlund, Kasper Schultz og Lars-Emil Woetmann, tog på en Danmarksturne for at introducere det amerikanske koncept til det ganske land. Denne turne førte til dannelsen af den performancepoetiske gruppe Ord På Hjul. Jeg var medlem af Ord På Hjul, så længe den levede, d.v.s. i 2002/2003,. Vi rejste land og rige rundt for bl.a. at optræde på biblioteker, ombord på både, på cafeér, på Roskilde Festivalen, på Birkerød Bibliotek i forbindelse med verdens bogdag og meget mere. Jeg skønner at vi i 2002-2003 nåede at få optrådt 75 gange. Vi lavede et program i samarbejde med Ultralyd og i forbindelse med at vi holdt legestue på PH-Caféen optrådte vi sammen med navne som Benny Andersen, T.S. Høeg, Thomas Boberg, Lars Bukdahl og mange andre. Det var et turbulent år for Ord På Hjul. Vi havde vores sidste optræden med Ord På Hjul i november 2003 på Gentofte bibliotek.
I 2002 blev jeg BA i litteraturvidenskab på Københavns Universitet – med tilvalg på Europæisk etnologi.
Jeg arrangerede i 2003 sammen med Forlaget Bændelormen, Ord På Hjul og Goethe-instituttet for andet år i træk en iscenesættelse af mit koncept ”Peepshow-poesi” – denne gang på rådhuspladsen. Omkring 36 digtere, fra Danmark, Sverige, Norge, England, Tyskland, Grønland og USA læste op inde i en mandshøj kasse, med et kighul i siden – både TV 2 Nyhederne og Dagbladet Information, var på pletten for at dække det. Næste dag var kassen opstillet i Malmø, hvor svenske Ord på Scen stod for at afholde Peepshow-poesi(dog i en helt anden form end den vi valgte i København).
I 2003 havde jeg 6 tekster i Øverste kirurgiskes kunst og kulturtidsskrift Minimalportal.
I løbet af år 2003 udgav jeg 2 hæfter med smagsprøver fra den litterære produktion:”Gu Gu Skaterdigte”og ”Gru vælger mælkevejen” på Forlaget Bændelormen.
I Apparatur nr. 8, som udkom i 2004 og rummede bidrag fra blandt andre Ursula Ankjær Olsen, Bo Hr. Hansen, Naja Marie Aidt og Jørgen Leth, bidrog jeg med 7 digte.
Fra Forlaget Bændelormen medvirkede jeg i 2004 på en CD med tilhørende tidsskrift: Seks stemmer og andre sange, med bl.a. tekstmateriale(og oplæsning) fra undertegnede, sat til musik af Kristian Schou og Thomas Bay Vestlev.
Tidligere har jeg medvirket på CD’en Udsnit fra pladeselskabet Panoptikon med teksterne: ”Fluer” og ”Økosystem”. På den efterfølgende udgivelse, i 2004 hvor pladeselskabet havde skiftet navn til Panoptikon E+, og udgivelsen hed ”HeadPhoneMusic vol. 1”, medvirkede jeg, udover endnu en gang at medvirke med teksten ”Økosystem”, med et tekststykke: ”Svanen og larven”, sat til musik af, og lavet i samarbejde med, dramatikeren, danseren og scenekunstneren Seimi Nørregaard, som jeg tidligere har læst op og skrevet sammen med.
I 2003/2004 introducerede jeg som vært og konceptmager ”Fungerer det?”, en oplæsningsrække m.m. på Caféen Funke, som lod smagsdommerne, i form af etablerede digtere, komme til magten og bestemme hvilke oplæsende digtere der skulle præmieres. Smagsdommerne var F P Jac, Lars Bukdahl, T. S. Høeg, Jens Blendstrup, Lars Frost og Pia Juul.
Jeg har i 2003/2005 løbende haft tekster trykt i Dagbladet Information, blandt andet en nytårstale – som siden af Snarf (Frans Wej) blev publiceret med indtaling, animation og musik i det første nummer af Internetmagasinet for designerlitteratur, Glit
Jeg introducerede i forlængelse af ”Fungerer det?” i 2004 et lignende koncept kaldet Valgaften på Kulturhuset Kapelvej 44. Her var publikum imidlertid smagsdommere efter princippet: én mand, én stemme. Valgaften blev dækket af P1. Som gæster var Anders Søgaard, Lars Frost, Frank Langmack, Michael Burgess, Bo Hr. Hansen, Claus Beck-Nielsen, Thomas Krogsbøl, Niels Henrik Svarre Nielsen og Vagn Remme.
Vagn Remme og jeg arrangerede i april, maj og juni måned 2004 en hemmelig oplæsningsrække med unikke koncepter som løb af stabelen på Kulturhuset Kapelvej 44 – dette resulterede i flere artikler i Jyllandsposten (Som det fremgår, hvis man søger i deres artikelarkiv, har JP dækket flere af de ting, som jeg har været med i. Brug gerne sund fornuft til at vurdere hvilke artikler, som handler om denne Sternberg, og hvilke som drejer sig om filminstruktører, morgenavisers udsendte medarbejdere og andre)
Til Junge Hunde Festival 2004 arrangerede Vagn Remme og jeg dels konceptet Hvisk et digt og dels konceptet Poesibanko, dette skete med deltagelse af forfatterne Frank Langmack, Maja Lucas og Egil Dennerline. Radioprogrammet Alfabet dækkede konceptet. En række af digte: ”Max-digte” & ”Hvalpe-haiku”, udkom i forbindelse med antologien ”Hvisk et digt. Jeg skrev desuden bogens efterskrift.
På Roskilde festivalen 2004 optrådte jeg med den, på det tidspunkt endnu ikke udgivne bog: ”GuGu skaterdigte – hovedværken”.
Vagn Remme og jeg fungerer som oplæsere/værter i forbindelse med succeskonceptet poesibanko, som vi vedblivende siden 2003 har turneret land og rige rundt med. På Nye toner henvises til diverse radioudsendelser og en artikel om konceptet. Derudover har dokumentaristen Anders Søgaard (ikke digteren) lavet et Danmarksbillede om os og om konceptet, der blev til en 16 minutter lang udsendelse på P1. Blev sendt første gang 22. september 2004.
Som en del af projektet City of Words, der i 2004 fik ord ud overalt i byrummet på Sdr. Boulevard, læste jeg op på et møntvaskeri.
Efter invitation fra Internetportalen Nyetoner.dk medvirkede jeg i juli 2004 ved Open Air Fiction, med oplæsning af en tekst specielt skrevet til værker af kunsthåndværkeren Carla Botosso.
Jeg har fra og med 2004 optrådt på en del gymnasier med Frank Langmacks show: Fra punk til poetryslam.
Den 12. september 2004 havde jeg reception på min digtsamling i bogformat ”GuGu Skaterdigte – hovedværken”. Unikt VJ-show til lejligheden ved Simon Bækdahl Nielsen.
Vagn Remme og jeg præsenterede 12. oktober 2004 konceptet Litterær arbejdsdag – Amager, i samarbejde med Bibliotekshuset Rhodosvej.
Blidahlund – en tragedie blev opført for fulde huse den 27. og 28. november 2004 i Kanonhallen. Opførelsen blev til som et samarbejde mellem undertegnede, forfatteren Vagn Remme, musikeren Kristian Schou og grafikeren/VJ-en Jonas Haxø. Tragedien var del af en arrangementsrække i november kaldet ”Tynde mænd i kanoner”, hvor Jens Blendstrup, Thomas Krogsbøl og Niels Henrik Svarre Nielsen, fra digterkollektivet Øverste Kirurgiske deltog, Egil Dennerline, Per alvsten, Frank Langmack og Kasper Schultz trådte op.
Bogen ”Blidahlund – en tragedie” udkom ved samme lejlighed. Arrangementsrækken blev koordineret af Vagn Remme og jeg. Lars-Emil Woetmann og hans bror Peter-Clement Woetmann tog i forbindelse med ”Tynde mænd i kanoner” min ét år gamle udfordring ”Brødrene Woetmann fra Danmark” op. Dels skrev de 24 timer i træk i en weblog på internettet, dels udgav de bogen, der kom til at hedde ”Brødrene Woetmann af Danmark”(som jeg skrev forord til), og dels lavede de en opførelse i Kanonhallen.
Fra den 29. januar til den 29. marts 2005 producerede jeg 19 tekster til Øverste Kirurgiskes internetportal Anarkiet. Portalen er siden blevet saboteret – en rest kan findes på Poesi.dk. Teksterne er vidt forskellige. De fleste af teksterne ledsages af et foto. Min hund Max er et tilbagevendende motiv på fotografierne, og et tilbagevendende fortæller-jeg i mange af teksterne.
Den 16. april 2005 fandt Litterær arbejdsdag Birkerød sted, i samarbejde med Vagn Remme, Birkerød bibliotek og kunstneren Kræsten Krum Byskov. Der udkom derefter en eksklusiv udgivelse i 30 nummererede eksemplarer, med det materiale, som vi fik produceret i løbet af dagen.
Jeg bidrog til Tidsskriftet Øverste Kirurgiske nr. 45, 2005 med en prosatekst: De gjorde en forfatter fortræd. Derudover bidrog jeg med en tekst skrevet sammen med Jens Blendstrup, en tekst skrevet i fællig med både Jens Blendstrup og Lars Frost, og med ti digte skrevet alene i selskab med hvad Senior-ØK-eren Niels Henrik Svarre Nielsen havde i sin omfattende bogsamling, og det, der i øvrigt foregik i hans lejlighed, fredag den 21. januar 2005.
3 lydoptagelser af tekster på Litteraturradion, NyeToner.dks playliste i 2005.
15.6. til 1.9. 2005, var jeg på et arbejdsophold i Barcelona, for at skrive på min kommende roman, Flokken. Inden jeg tog afsted, optrådte jeg den 2. juni 2005 på The Lab, sammen med Astrid Saalbach, Rasmus Nikolajsen (med DJ), Claus Beck-Nielsen og Thomas Krogsbøl.
10/9 2005 læste Peter Laugesen og jeg på Kafkaféen op af vores kommende digtsamling, Buddha med hund (udkommer på Forlaget Nord i april måned 2006).
Den 10.10. 2005, introducerede Vagn Remme og jeg på Svendborg Bibliotek, konceptet, Digte After Dark – en Night Vision-forlystelse. Forlystelsen involverede, at publikum på skift blev lukket ind i et mørkt rum, hvor vi opholdt os med Night Vision Goggles på, parat til, at hviske, tale og på forskellig vis bevæge de modige, som træder indenfor. Udover Vagn Remme og jeg, optrådte Mikael Josephsen, Anne Lise Marstrand-Jørgensen og Søren Ulrik Thomsen.
Jeg læste op fra min kommende roman, Flokken, den 13.10. 2005 på Literaturhaus. Derudover læste Rolf Steensig, Vagn Remme, og Arko Højholt op. Arrangør var Forlaget Nord.
Oktober 2005, blev jeg optaget som medlem i foreningen, Danske skønlitterære Forfattere.
Projektet JEG TALER IKKE TIL DIG – DU TALER IKKE TIL MIG, støttet af Kunstrådets tværgående midler præsenteredes fra januar 2006 gradvis for offentligheden. Første trin: en plakat, på fem forskellige sprog, med formålet at få folk til at reflektere over kommunikations mest grundlæggende forudsætning: at nogen kommunikerer. Dernæst en tur rundt i landet. De bedste tekster fra turen vil løbende blive trykt i Tidsskriftet Øverste Kirurgiske.
Blev i 2006 medlem af Øverste Kirurgiske.
3 digte trykt i magasinet, Sentura.
April 2006 solgte jeg et digt til Instituttet for fremtidsforskning (alle henvendelser vedr. dette skal ske til Instituttet, da rettighederne tilfalder dem).
Maj 2006, havde jeg en tekst med i Danske skønlitterære forfatteres blad, De skønlitterære.
Arrangerede støtteerklæring og støtteoplæsning for Ungdomshuset, den 6.12.2006.
Opførte Max-show, et show med musik af Martin Høgild(Skipper), samt billeder og film, den 26.- og 27.11.2006 i Literaturhaus.
Digtsamlingen Buddha med hund, skrevet i samarbejde med Peter Laugesen, udkom i februar 2007.
Tildelt arbejdslegat på 50.000 fra Statens kunstfond i 2007.
Tildelt arbejdslegat på 50.000 fra Statens kunstfond i 2008.
November 2008: Lancering af Radikale mænd i et længst eksploderet kvarter, en Spoken Word-video lavet i samarbejde med Suvi Andrea Helminen. Arbejdet med teksterne blev støttet af Kunstrådets generelle midler.
6. februar, 2009: Synæstetsalon nr. 1. Et krydsfelts-arrangement, som foregik på Bolsjefabrikken. Tekster blev skrevet og fremført (af Thomas Krogsbøl og undertegnede), instrumenter blev bygget og musik blev komponeret (Circuit Bending ved “Dødskuglen”), film blev optaget og redigeret (“Oppe om natten”). Det hele blev efterfølgende (og samtidig) opført for et publikum. En radikal sammensmeltning af performance og kreativ proces!
I marts 2009 – fem prosatekster i tidsskriftet “Stern und Spielplatz”.
10 digte i Hvedekorn nr. 2, 2009.
Koncept-bogen “Pause for par” blev præsenteret i september 2009. Dette skete i forbindelse med litteraturfestivalen Ordskælv, som foregik i Svendbog. Her blev konceptet sportsdigte 2 (bordtennis) i øvrigt lanceret. Bogen udkommer officielt på Forlaget Øverste Kirurgiske i 2010.
Modtog i december 2009 arbejdslegat på 100.000 fra Bibliotekafgiftspuljen.
Stod i 2009 / 2010 i forbindelse med festivalen World Wide Words for ti Poetry Slam-workshops på forskellige gymnasier sammen med h.h.v. Kim Linnet og Louise Cain.
Bogen “Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter” udkom 28.5.2010 på forlaget Biblioteket Øverste Kirurgiske.
Dannede i slutningen af 2010 digterbandet “Form og fidus” sammen med TS Høeg og Peter Adolphsen. Allerede efter den første optræden skiftede vores band navn til “T/S STERNDOLPH”, og det er det navn, vi har optrådt under lige siden.
Stod i forbindelse med Roskilde Festival 2011 sammen med Vagn Remme for filmprojektet Roskildedrømmen – Om lidt – Lige nu – For lidt siden samt Poetry Wall og tre omgange Poesibanko (men det er der jo ikke noget nyt i). Det var en del af et større projekt der hedder Litteraturen finder sted.
Den 22.7.2011 havde Weekendavisen trykt et digt fra min samling “et punkt overrendt af ingenting”, der udkommer den 12.8. på bagsiden af deres bogsektion som “ugens digt”.
(Det virkede uoverskueligt at blive ved med at orientere om min praksis. Måske vender jeg tilbage til det på et tidspunkt.)