Anmeldelser
Anmeldelser af Depressionsdigte
Kristeligt Dagblad 21.5.2014
PETER STEIN LARSEN
Depression er et på én gang omsiggribende og tabubelagt emne i samfundet.
Det er i denne sammenhæng prisværdigt, at der er dukket forskningsprojekter op, der beskæftiger sig med fænomenet depression ud fra mere humanistiske og sociale vinkler. I den forbindelse er det også værdifuldt, når digtere beskæftiger sig med emnet som i Sternbergs ” Depressionsdigte”. Vi får her i en række gribende tekster rapporter om, hvordan depressionstilstanden opleves med dens invaliderende følelser af magtesløshed, skyld og manglende selvværd, og Sternberg er som i sine andre digtsamlinger en digter, der i en koncentreret form og med stilistisk elegance leverer disse beskrivelser på raffineret og effektfuld vis.
En formulering lyder: ” det er som et liv / parallelt med livet / et liv hvor jeg / lige akkurat har overskud / til at give et indtryk / af mit underskud.”
—
Weekendavisen den 2.5.2014
Sort hul. Sternbergs depressionsdigte er så gode, at man tager sig i at nyde digterens depression.
En nederen æstetik
Af LARS BUKDAHL
Sternberg: Depressionsdigte. 71 sider.
Vejl. pris 150 kr.Kronstork
Det er sjovt, som det er besværligt at finde ud af, hvilke digte i Sternbergs vellykket triste Depressionsdigte der er de bedste depressionsdigte.
Er det dem, der er bedst til selv at være depressive, eller dem der er bedst til at besynge depressiviteten poetisk?
For det er nemlig ikke uden videre de samme digte.
De førstnævnte, de depressivt depressive digte, er også i deres form triste: De nøjes med at konstatere og udmale, gråt i gråt, at alt er af helvede til, et grundigt kuldslået helvede, hvilket allerede er for fornemt formuleret i forhold til fx dette digt: ”det er ikke til at sige/ hvor lang tid// det kommer/ til at vare// jeg kan bare konstatere// at det ikke bliver bedre.”
De sidstnævnte, de poetisk depressive digte, slår lige præcis deres små fikse og fyndige slag med halen i tristesseudmålingen – og er automatisk dem, kritikeren, hvis han selv er i godt humør, sætter kryds ved. Dette her for eksempel, der leger finurligt med to af samlingens gennemgående elementære (eller banale) figurer, at falde og at bygge:
”Det er svært// at bygge noget/ imens man falder// man man forsvinder jo ikke/ af den grund// så noget skal man jo lave// for at føle/ at man lever// også selv om man/ falder // så man bygger noget/ og håber at det/ vil blive ved// med at falde// i den samme retning som én selv.”
Der er cirka lige mange digte af hver sin depressive slags, og cirka lige så mange digte, der befinder sig i en mellemzone, fx gruppen af mutte aforismer: ”Det kan ikke betale sig//at så// jeg spiser/de korn/ der er.”
Jeg tror denne balance mellem anti-poesi (eller a-poesi måske bare) og pro-poesi (p-poesi) er afgørende for bogens depressive succes: Lutter blank a-poesi ville blive for ligegyldigt; lutter fiks p-poesi ville virke for kækt.
Sammenlign bare Pablo Llambias’ tre digre bind med a-poetiske depressionssonetter med Sternbergs præcist – mellem simpelhed og enkelhed – dirrende, lille poesibog.
Mindre komisk end hos Llambias, men også lidt unødvendigt, føler man, linker samfundets økonomiske depression sig her og dér på digterjegets personlige depression.
Ligesom i Stenalderdigte, Sternbergs lige så stilige og meta-stilige bog fra 2011, udæskes og besværges læseren direkte:
”Du er som læser/ ond og forkælet// at du kan læse// om mine/ trængsler// uden at gøre noget.”
Hvilket har en direkte, anfægtende effekt på samme; man tager sig, som jeg gjorde ovenfor, i at nyde digterens depression. Men så bliver i hvert fald jeg også obsternasig: Jeg vil helt klassisk have lov til at smile mit kritikersmil over et herligt misantropisk billede som nu dette: ”Alt vejarbejde/ ender i/ blindgyder.”
—
NORDJYSKE Stiftstidende, mandag den 12. maj 2014
Christian Stokbro Carlsen
DIGTE
Sternberg ”Depressionsdigte”
# # # # # ¤
”Depressionsdigte” er ikke en titel, men en forfatters forventning til, hvordan hans digte vil blive modtaget af andre læsere – i hvert fald, hvis man skal tro et af bogens sidste digte:
”når jeg forholder mig til
tidligere tiders digte
læser jeg dem
som depressionsdigte
jeg går ud fra
at du også læser
mine digte sådan”
Det er en måde at forholde sig på, og det vil i et eller andet omfang sige, at tiden er inde til at læse depressivt, om man så må sige, det er en periode – og måske derfor blandes samfundsmæssige og personlige depressioner sammen. Dette er en forenkling af en mulig kompleksitet. Helt banalt kan man spørge, og sådan må man møde enhver ny digtsamling – uanset hvem, der har skrevet den: Tilføjer denne samling noget nyt (ikke at forveksle med Ezra Pounds pompøse eksklamation ”make it new”) – og det gør Sternberg. Den lader depressionen kommer til orde, hvorfor digtene gennemløbes af en bitter, selvfornægtende humor og lige så stor håbløshed, men den indvinder også nyt sprog. ”vi avler børn der får det endnu værre end os”. Og et andet sted genlyder salmistens de profundis clamo ad te (der er blevet hvermandseje siden Shyamalans ”The Sixth Sense”), når Sternberg indleder et digt med ”jeg råber til dig / nede fra dybet // det er ikke så vigtigt / hvad jeg råber”, nej for henvendelsen er i sig selv en bøn om varetagelse. Så på sin egen forskruede sekulære måde øser Sternberg af samme kilde som salmisten, prædikeren og forfatteren til Jobs bog. Det er der kommet noget ganske gedigent og læseværdigt ud af.
—
Mikkel Frantzen 14.6.2014 I Information
Depressiv litteratur
Depressionen er blevet vor tids epidemi, og den vinder indpas i et samfund, hvor alt er lagt an på handlekraft, omstillingsparathed og fleksibilitet. Nu er den også blevet en tilstand for poesien
»alt bliver kun værre//man har lov/at håbe//men//alt bliver kun værre//uanset hvad jeg gør/er resultatet/skuffende«
Digteren Sternberg har lige udgivet nogle digte under titlen Depressionsdigte. Ligesom forgængeren, Stenalderdigte, er det en slags konceptuel poesi, der for en stund træder ind i en tilstand – depressionen, stenalderen – for at udforske, hvad man tænker, føler og erfarer her og naturligvis i sidste ende, hvilken slags poesi, der mon kommer ud af dét.
Depression er dog et lidt mere aktuelt emne end stenalderen. Ifølge The World Health Organization er depression den mest udbredte psykiske lidelse på verdensplan og den hyppigste årsag til midlertidig eller permanent funktionsnedsættelse. Konservative prognoser anslår, at hver femte person i den vestlige verden på et eller andet tidspunkt vil blive ramt af en depression. Dertil kommer det stadigt stigende salg af antidepressiv medicin. Det er ikke uden grund, at man taler om depression som et regulært paradigme eller som vor tids epidemi.
Alt det handler Sternbergs digte ikke om. Men de leverer et poetisk, lakonisk og for så vidt også komisk billede af den depressive tilstand. Hvor depression ikke kun må forstås som et klinisk fænomen, et individuelt problem, en kemisk ubalance i hjernen. For eksempel tales der både om en »økonomisk krise« og om depression som en almentilstand á la 20’ernes og 30’ernes USA: »hvordan fester foregår/her under depressionen//hvordan alle ligger/helt stille.« Depression er i den forstand en social patologi, en reaktion og et symptom på en specifik samfundsmæssige sammenhæng, et næsten generelt vilkår anno i dag.
Handlingens patologi
Hvad sker der så i depressionen? Ingenting. »færre og færre/handlinger//finder sted« lyder det et sted. Kommunikation med andre mennesker og med sig selv er umulig. Alt synes meningsløst og uden værdi. »alt bliver/mere og mere værd//men//det det bliver værd//bliver/mindre og mindre værd.« Her får man også indblik i bogen grundlæggende greb. Man kunne kalde det en sammenligningsmaskine. Formuleringer som ’færre og færre’, ’mere og mere’, ’mindre og mindre’. Det bliver måske en anelse trættende og monotont.
Men det kan selvfølgelig også være hensigten. At denne træthed og monotoni, ja uopfindsomhed, faktisk er et forsøg på at mime eller demonstrere den træthed og monotoni og uopfindsomhed, der præger den depressive tilstand? At en træt verden er lig med en træt syntaks? At depressionen sætter sig igennem i og som en særlig stil.
Under alle omstændigheder er der ingen tvivl om, at Sternbergs Depressionsdigte leverer et slående eksempel på det, som den franske sociolog Alain Ehrenberg har kaldt for en handlingens patologi. I sit hovedværk Det udmattede selv: Depression og samfundkortlægger Ehrenberg, hvordan depression vinder indpas i et samfund, hvor alt er lagt an på handlekraft, omstillingsparathed, fleksibilitet og så videre og så videre. Et samfund, hvor fantasien om det gode, autentiske, lykkelige liv har udviklet sig til et normativt krav, der på samme tid er institutionaliseret på et samfundsmæssigt plan og internaliseret på et individuelt ditto. Det er klart, at bagsiden af et sådant samfund er udmattelse, træthed, handlingslammelse. Stress. Depression. Med Ehrenbergs formulering indtager depression »pladsen som en fuldgyldig sygdom i det moderne liv«.
Alt i alt er det så at sige et andet styresystem, der fremkalder depression, end det, der fik neuroser og hysteri til at eksplodere for godt hundrede år siden, da Freud skrev om disse tidstypiske sindslidelser. Mennesket måles og vurderes ikke længere ud fra dets lydighed men snarere ud fra dets autonomi, dvs. ud fra dets entreprenante evne til at performe, udvise initiativ, indgå i netværk og etablere projekter. Spørgsmålet er ikke længere om det er tilladt for mig at gøre dit og dat men om det er muligt for mig. Kan jeg gøre det? Er jeg i stand til det?
Depressiv komik
Og det er den depressive person ikke. Han kan ikke, fordi han er træt helt ind til benet. Han er træt af, som Ehrenberg skriver, at realisere sig selv, for træt til at udføre selv den mest elementære handling.
Som for eksempel sex. I Sternbergs digte lyder det sådan her: »når vi ikke er/begravet i hinandens arme//står vi helt stille/ved siden af hinanden//min krop er en urne/din krop er en urne//selvfølgelig har vi ikke sex«. Her ser man, hvor humoristisk en digter Sternberg er, og man tilgiver ham derfor let, at der til andre tider forekommer nogle lidt anstrengte billeder (»det er som at være en legofigur/i en verden af playmobil«), og at depressionen som koncept måske kommer til at blokere for depressionen som affekt (det er med andre ord en digtsamling, der har en indbygget distance til depressionen).
For det, han gør med linjen »Selvfølgelig har vi ikke sex«, er at vende tragik til komik, eller, snarere, at forene de to. Jeg ved ikke, om der er noget latterligt eller komisk over depressionstilstanden som sådan, men når litteraturen bliver depressiv opstår der ofte en komisk effekt. Man kunne også sige det på denne måde: Det sorteste er det sjoveste. Eller som Samuel Beckett skrev engang, noget mere elegant og prægnant: Intet er sjovere end ulykken. Livet er ikke morsomt, og lige præcis det faktum er uendeligt morsomt.
Det ser man ikke kun hos Sternberg, men også hos – og uden sammenligning i øvrigt – depressive forfattere som amerikanske David Foster Wallace og franske Michel Houellebecq, for slet ikke at tale om vores egen Lars von Trier, ikke mindst i filmenMelancholia. Hos samtlige af disse kunstnere – og her mener jeg, for en god ordens skyld, ikke kunstnere, som er depressive, men kunstnere, som arbejder i et depressivt register – gør det sig gældende, at uanset hvor sortsynet, pessimistisk og nedtrykt deres kunst end tager sig ud, så er der hele tiden en latter, der ligger på lur, hvis den ikke ligefrem bryder ud i lys lue.
Som når Sternberg skriver (et sidste eksempel på den depressive litteraturs paradoksale komik): »i morgen/vil der være//mindre og ringere vand/mindre og ringere sol//mere og mere at brokke sig over//med en hjerne/som hele tiden/bliver dårligere/og dårligere//til at finde på ting/at brokke sig over.«
Pizza, porno, piller
Så: Handlingens patologi sætter sig desværre men naturligvis også igennem i seksuallivet.
Man orker ikke at have sex (hvem gider have sex med en urne?), men hvis man tror at onani er en udvej, så tager man fejl: »det her er/en tid med mislykket onani//og med dårligt at kunne//tage sig sammen/til at købe mælk.«
Det lyder næsten som førnævnte Houellebecq. Hans debutroman Udvidelse af kampzonenudkom i 1994 og handler om en deprimeret og isoleret mand, som er fanget i et kedeligt programmeringsjob. Han er 30 år, men følger sig meget ældre (i depressionen ældes man med lynets hast). Hans liv består af pizza, porno og piller. »lykken er væk« lyder det hos Sternberg, og det er den så sandelig også her.
Hovedpersonen udviser en overflod af depressive symptomer. Han er inaktiv, immobiliseret.Han er udmattet og uden nogen interesse i materielle ting, social interaktion, sex, eller i livet som helhed. Han er ude af stand til at investere sit begær i »muligheden for at skabe forskelligartede forbindelser mellem individer, projekter, organisationer, tjenesteydelser«. Hans eneste projekt? At ryge cigaretter!
Og til sidst tildeles han diagnosen: depression. »Jeg har altså officielt en depression. Det forekommer mig at være en heldig formulering. Ikke fordi jeg egentlig føler mig nede; det er snarere verden, der forekommer mig at være højt oppe.«
Oppe og nede
Dette særegne forhold mellem hvad der er oppe, og hvad der er nede, har også Søren Kierkegaard beskrevet i Sygdommen til døden fra 1849. Navnet på denne sygdom til døden er fortvivlelse, og Kierkegaards kongstanke er, at fortvivlelse er en misrelation i selvets forhold til sig selv. Mellem hvad selvet reelt er, og hvad selvet ideelt vil eller kan være.
Kierkegaard skriver, at normalt står virkelighed over mulighed: Det at være noget er højere og ’finere’ end det at kunne være dette noget. Men i fortvivlelsen er det omvendt, her står muligheden over virkeligheden, her oplever man et fald fra det, man kunne være, til det, man er (og faldet er netop et grundmotiv eller en grundfølelse hos Sternberg). Fortvivlelsen er en følelse af, at man står nede, man står i det, man virkelig er, og oven over svæver det, man kunne være.
På den måde har fortvivlelsen – og jeg tror depression med fordel kan forstås som en nutidig form for fortvivlelse – en anderledes topografi end angsten, som Kierkegaard sammenligner med den svimmelhed, man oplever, når man står oppe og kigger ned i »et svælgende Dyb«, »en Afgrund«, «et Intet«. Hvis man overhovedet er svimmel i fortvivlelsen, så er det en svimmelhed, der kommer af at knække nakken og kigge op. Eller sagt på en anden måde: Angst er at stirre ned i et hul, fortvivlelsen eller depressionen er det hul.
Det er det hul, Sternberg forsøger at skrive fra i sin nye bog. For al depressiv litteratur og poesi er det i det hul, at alting begynder og ender. Et hul, hvor fremtiden har trukket sig sammen til et nulpunkt, og hvor al aktivitet synes uproduktiv hvis ikke ligefrem nyttesløs. Også selve det at skrive. Og så alligevel ikke.
—
i LitteraturNu
af Victor Ovesen
Underskudssalve – Sternberg DEPRESSIONSDIGTE
Sternberg leverer et koncentreret skud nedtur, ordknapt og tonstungt. Lykkeligt nok viser sortsynet sig at have endnu flere – og ikke kun nedre – lag.
Nogle kender nok Sternberg fra litteraturfællesskabet Øverste Kirurgiske, hvor han ofte har en rolle som en af Tordenskjolds soldater til oplæsningerne. Sternberg har både i tekst og oplæsning en rimelig deadpan stil med et hint af ironisk charme. Alligevel er det ofte som om det er i kraft af hans skæve koncepter, at der slipper noget oprigtighed ind.
Med DEPRESSIONSDIGTE har Sternberg drejet en begavet digtsamling, hvor det på én gang er tidsånden, samfundet, sindet, og – selvfølgelig – litteraturen, der er på dagsordenen. Fænomenet depression er indlysende nok omdrejningspunktet. Selvet er blevet til et slags afløb, som alting løber ud i.
Ved første øjekast er det et beskadiget ego, der taler. Et menneske, der bekender sig og føler lede og smerte ved sig selv, du’et, og omverden. Og med den smerte følger skammen, den dårlige samvittighed over, hvordan det skadede ego fylder det hele og tynger alting ned. Nærmest som ved en forstuvning er ego’et svulmet op:
’jeg bebrejder mig selv// at tiden er/ som den er// jeg fylder så meget// at jeg ikke kan deltage/ i en almindelig samtale’
Begrebet depression dækker over en tilstand eller periode af en personlig livshistorie, men betegner jo også flere historiske perioder. Den klaustrofobiske tilstand af energitab bliver illustreret i økonomiens verden med det her veldrejede inflationsparadoks:
’alt bliver/ mere og mere værd// men// det det bliver værd// bliver/ mindre og mindre værd’
Ud over at være nogle skarpe linjer, der foreviger (og mystificerer) en samfundsøkonomisk dynamik som uhyggelig, er det ordspil, som ligger og lurer (mindre værd/mindreværd) også en god indgang til den dobbelthed, der er i digtsamlingen. Inflated er jo nemlig på en måde det, som jeg’et er blevet. Bogen er fyldt med sådan nogle små digte, med pointer der nærmest kryber sig sammen, idet de udfolder sig. Det er stramt og begavet udtænkt, og digtene virker som om de fyres af uden et sekunds tøven. Den slags skrivetæft kan man godt sidde og blive lidt glad af, selv midt i alle de nedtrykte bekendelser. På den anden side – man skal jo heller ikke vide sig for sikker(!):
’du er som læser/ ond og forkælet// at du kan// læse om mine trængsler// uden at gøre noget’
Det gibber lige lidt, når der pludselig bliver langet ud efter én, inde fra vakuummet. Mest fordi… hvad skulle man kunne stille op? I en knap så konfrontatorisk vending hedder det jo nemlig:
’der er et stykke papir// mellem mig/ og dig// og alt andet// jeg er alene’
Det er med sådan nogle små tekster, vi begynder at komme ind hvor det for alvor batter. Det, Sternberg er dykket ned i, er nemlig også selve forholdet mellem skrivende og læsende. Ensomhed og afstand og umuligheden af at nå over den afstand. Et par af digtene forestiller sig også denne slags afmægtige henvendelse strække sig ud over sin egen tidsalder. Modsat kunne man så sige, at det netop er papiret – eller måske snarere digtet på dette papir – der kan nå over den afstanden mellem personer og tidsaldre. Skriften som en slags flaskepost mellem flere, der er fælles om at være alene og obskure for hinanden.
Skal man pege på en svaghed ved DEPRESSIONSDIGTE er det netop, at konceptet er så cementeret, at digtene kun vanskeligt kan have sig et liv uden for samlingen. Man kunne faktisk godt indvende, at digtenes jeg er for udefineret til at det er muligt at reagere ordentlig empatisk på (hvis man da kan dét over for et litterært jeg). Måske er det også netop et træk ved depressionen – at identiteten begynder at lide overlast under ego’ets inflation. Resultatet er i hvert fald, at de fleste af de korte og ordknappe digte nærmest ikke er til at bære – især ikke hvis de står alene uden for kontekst. Men det gør en altså også bogreol godt at have noget tungt stående, som man ikke behøver løfte på hver dag.
Hvis depression kan ses som en mekanisme, der rammer både enkelte psyker og hele samfund – en slags ekspanderende tomhed, der isolerer jeg’er fra hinanden – har Sternberg med DEPRESSIONSDIGTE formået at give denne svære dynamik en kompakt, men alligevel tilgængelig form. Og dét må man kalde en sejr for denne lille tunge bog, der er så fuld af nederlag.
—
Jørgen Johansen, den 13.9.2014 i Belingske Tidende
****
I »Depressionsdigte« tager Sternberg med enkle midler temperaturen på tidens depressive tilstande, som rækker fra de individuelle diagnoser til nogle generelle samfundsstemninger.
Afsondretheden, afmagtsfølelsen, udsigtsløsheden breder sig i teksterne, farven grå dominerer, og Sternberg fanger i sine fåmælte tekster, der balancerer hårfint mellem håbløshed og humor, præcist oplevelsen af en uoverensstemmelse mellem verden og jeg’et: »Vinden blæser/i den forkerte retning/og der er kun/få steder med læ.«
—
Anmeldelser af Stenalderdigte
Weekendavisen den 6.1.2012
At være dyr er for fjolser
Stenet aldring. Sternberg skriver underfundigt renfærdigt en digtsamling, som om han er det første stenaldermenneske, der skriver en digtsamling af Sternberg .
Sternberg : Stenalderdigte. 76 sider. 125 kr. Kronstork.
Af LARS BUKDAHL
Det ekstrafine og skarpt svimlende ved digteren Sternbergs nye koncept-digtsamling Stenalderdigte er, at han oven i at lade et simpelt stenaldermenneske skrive ( lumsk) simple stenalderdigte om det simple stenalderliv – »jeg bruger tingene/som de er//ting der er hårde/bruger jeg/hårde//ting der er bløde/bruger jeg/bløde//sten slår jeg med//græs/ligger jeg på« – udstyrer ham med bevidstheden om, at han jo for søren qua stenaldermenneske slet ikke kan skrive poesi eller overhovedet reflektere og konceptualisere. Hvilket resulterer i en temmelig intrikat udsigelsesposition, som imidlertid og imponerende nok aldrig mister sin cool direktehed; ligesom i Sternbergs poetologiske føljeton, »Det samvær vi har sammen«, i Hvedekorn handler det meget om læseren, der i samme nu ( bare 3000 år senere) sidder og læser: »sådan som jeg forstår det/skriver man digte til nogen/som godt vil give sig tid/til at læse//men jeg ved ikke/hvad det vil sige/at læse//faktisk har jeg ikke engang nogen ide om /hvad for eksempel/et navn er//og jeg kalder ikke/mine eller dine handlinger/for noget som helst//så det her/er på alle måder/en mærkelig situation//selv hvis du pegede/ville jeg ikke forstå/hvad det betød//jeg ville nok kigge på din arm/men ikke konkludere noget« Denne meta-komplikation er både en drilagtig polemik mod historisk og især forhistorisk fiktion – Jean Auel & co. – og en hyper-realistisk markør af den voldsomme, uoverstigelige forskel på os og stenaldermennesket. Der er så heller ikke noget simple living-ideologisk i Sternbergs projekt, med åben, poetisk nysgerrighed undersøger han den principielle og heftigt konkrete stenaldereksistens: Her to digte, der står over for hinanden på side 32 og 33, fyndighed kan dårligt være mere diskret og umærkelig (= stenalderagtig): »det er næsten altid elementerne/der vækker mig om morgenen//hvis jeg vågner/uden at tænke på vind og vejr/eller støjen fra en spætte/er det en god dag« »dag /nat/og en uklar fornemmelse om årstider/er min fornemmelse for historier//da det sidste gang var koldt/døde den lille pige« Stenalderdigte er i al benet beskedenhed en voldsomt unik og forunderligt vellykket digtbog; hvornår har man ellers mulighed for at anbefale eksperimentel undergrundspoesi til folkeskolens historieundervisning?.
—
Anmeldelse af Stenalderdigte på hjemmesiden Litteraturnu.dk
Bombet tilbage til … – Sternberg STENALDERDIGTE
Forlaget Kronstork udgiver igen. Digteren Sternberg skriver som det jeg, der i stenalderen opfandt redskaber, landbrug, onani og alt andet. Digtene opfører sig som paradoksale og umulige tidsmaskiner, men jeg er overbevist.
Digte | Anmeldelse af Mathies Aarhus
Wroom, fjerde gennemlæsning af STENALDERDIGTE… Det tager mig tyve minutter. Det er lige som, da jeg i en periode af mit liv så de samme afsnit af The Simpsons igen og igen, hver dag, til jeg til sidst kunne alle replikkerne udenad. Til det tegnede univers til sidst nærmest groede ind i mig.
’Tegneserie-agtig’ kaldes digtsamlingens stil i forlagets pressemateriale. Det kan der være noget om. Sproget er lige præcis så godt timet og lige på og direkte, som tegneserier på tv den gang var. Sproget taler ikke uden om, putter ikke fingre imellem. Stilen er ikke poetisk i klassisk forstand, den udelader ikke ord, subjekter eller objekter, eller noget som helst, den pynter ikke med tillægsord eller billedsprog. Alt er konkret og logisk og i naturlig forlængelse af stenalderjegets bevidsthed eller mangel på samme. Digtsamlingen starter f.eks. med den nøgterne og selvfølgelige sætning: ’det her er mit første/ digt skrevet i stenalderen’. Det er rammen, der er rablende – præcis som i tegneserier kunne man sige. Det er – som i alle digte og i verden i øvrigt – jeget, der er rammen; et jeg, der her i stenalderen ikke gør andet end at jage, spise, sove og lære at onanere. Stenaldermandens opfattelse af verden er umiddelbar, og det er det, der er det rablende i vores øjne. Lige så svært vi har ved at forestille os ’at samle fem fingre/ til en næve/ pande en mand ned/ for at overtage/ en kvinde’, lige så svært har vi ved at forestille os socialt samvær uden spil og kynisme – sådan som her i disse linjer: ’når det er koldt/ ligger vi helt tæt/ og holder om hinanden.’ Det siger i grunden lige så meget om os, som det gør om ham.
Stenaldermandens opfattelse af verden er før-sproglig, og digtene er derfor små paradokser – for hvordan sætter man sprog på ikke-sprogligt materiale? Stenalderdigtene er umulige – en præmis som digtene gang på gang kredser om – men hvad hvis man forestillede sig, at de var mulige? Da bliver digtene små utopier, levn fra noget i princippet uopretteligt, fordi mennesket, da det fandt på sproget, indførte en kile mellem sig selv og omverdenen. Samtidig er det imidlertid noget, man kan stræbe efter, noget man kan forestille sig. En slags civilisationskritik.
Efter nu i mellemtiden at have endt femte gennemlæsning af digtsamlingen må jeg indrømme, at den gror på mig. Sternberg behersker den enkle, selvfølgelige stil – den man ikke studser over – samtidig med at han formår at inkorporere små vækkelsesøjeblikke. Punchlines, kunne man kalde dem. Det er god underholdning, men ikke kun sjov og ballade, for gennem digtenes italesættelse af en anden og alternativ verden opstår en civilisationskritik, som er reel og tankevækkende. Der spørges til, hvorfor vi lever, som vi gør.
Forlaget Kronstork vender altså overbevisende tilbage med denne udgivelse. Langt om længe kunne man sige, for forlaget er noget af det mest spændende, der er sket i dansk litteratur de seneste år. Efter de for godt et år siden udgav Peter-Clement Woetmanns kriminelt oversete MIT INDRE POMPEII, er der ikke sket det store – sådan materielt set. Immaterielt set har forlaget i mellemtiden medlanceret det geniale og monopolbrydende nettidsskrift for digte og kortprosa Slagtryk, men med STENALDERDIGTE trykker de altså igen noget, man kan have i hånden. En stork med gevir i andedammen. En fornøjelse.
Anmeldelser af Et punkt overrendt af ingenting
–
Weekendavisen den 12.8.2011
Månetue. Digteren, der bare kalder sig Sternberg, udgiver mellem cool koncepter en genuin digtsamling, rapfodet underfundig, om hunde og hverdagens evidens.
Tiden er indstillet
Af LARS BUKDAHL
Sternberg: Et punkt overrendt af ingenting. 80 sider. 150 kr. Biblioteket Øverste Kirurgiske.
Jeg er ualmindeligt glad for digteren Sternberg som konsekvent skæv konceptdigter: i hans typologi over systematisk sære typer, Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter, fra sidste år og hans poetologiske work in progress – en vildt nok venlig poetik! – Det samvær vi har sammen, der forhåbentligt snart pludrer sig færdig i bogform.
Men det er jo på den anden side ingen grund til IKKE at være almindeligt glad for mandens nye, almindeligt gode digtsamling Et punkt overrendt af ingenting, om almindelighedens goder, herunder ikke mindst hunde.
Selvom dette hundedigt ikke ydmygt underlægger sig et forkromet koncept, er det jo for syv søren stadig et skidegodt, sjovt almindeligt digt:
»hunden har lagt sig / oven på fjernbetjeningen// vi siger ikke noget// godtager/ kanalernes skiften// simple ting/ for fuld udblæsning.«
Det er et meget præcist slogan for samlingens fint urolige ikke- konceptualitet: simple ting for fuld udblæsning – og for fuld forgrubling. Og fuld forgrubling som en simpel ting, som hos læremesteren (også som hundedigter) Peter Laugesen. På side 35 finder vi et digt om simpelthen hunde, der pisser, som poetisk eksempel på eksemplarisk poesimateriale: »eksemplet er levende// se hvordan/ hundene pisser// se på dampen// det er når eksemplet/ får en ende// at det dør// indtil nye hunde/ kommer til// pisser«
Og øverst oppe på side 34 støder læseren og digteren på denne voldsomt elementære sansning: »efter et bad/ mødet mellem kold luft/ og varm hud«, der allierer sig med denne fabulerende uddybning nederst på siden: »det øjeblik/ hvor de første nerver/ plaskede i ursuppen«.
Jeg kunne godt have nøjedes med mindre fænomenologisk aforistik og mere satirisk undertekstning i Sternbergs særlige, underfundige og (modsat Laugesen) urasende version; jeg citerer igen en dynamisk digtduo:
»det er et privilegium/ ikke at være paneldebattør// der er en magt i/ at betragte// sige:/ jeg betaler for jeres snak / snak/// jeg græder mælk/ over alt det vand/ som er gået til spilde.«
I kriminelt undertal er de skævt lynende, originalt følsomme, totalt refleksionsundergravende kærlighedsdigte, fx det, der umuligt begynder: »du er skøn/ som kontaktlinser og vin«. Må vi please bede om mere cognac til monoklens hundesvømning!
Kristeligt Dagblad den 22.8. 2011
Af peter Stein Larsen
Sternberg er navnet på et af de mange talenter, som forfattergrupperingen Øverste Kirurgiske har fostret siden 1990’erne. Bogens titel, ”Et punkt overrendt af ingenting”, er et citat af et af grupperingens centrale valgslægtskaber, nemlig Peter Lauge- sen, og værket er også særdeles typisk for Øverste Kirurgiskes produkter. Der er her tale om en illusionsløs registrering af hverdagslige hændelser, og med denne minimalistiske og nihilistiske poetik vender man da også ryggen til den klassiske symbolistiske lyriktradition, hvor poesien og digteren omfattes med en høj grad af ærbødighed, og hvor poesien ofte forbindes med metafysisk orienteret erkendelsespotentiale.
Lyder den Øverste Kirurgiskes poetik, som Sternberg inkarnerer, som en lidt asketisk og kedelig ting, skal det understreges, at dens resultat er alt andet, idet denne digter er en i særklasse dygtig stilist, som formår at trylle små mirakuløse kolbøtter for tanken ud af sine poetiske manøvrer. Et digt lyder: ”du fortæller mig/ at jeg er begyndt at snorke// det er en del af/ dit liv// ikke mit// kroppen tilhører andre/ når man sover.” En anden dagligdags refleksion lyder: ”jeg brækker kviste/ til verdens mindste bål// piller min/ om min kvindes// navle// verden eksploderer// men// hvad skal vi lave i morgen// ?” Og her til sidst min favorit fra denne talent- fulde digters samling. Så kan digte vist ikke være meget mere sjove, dy- be, underfundige og rørende end den følgende tekst, hvor den personlige brevgenre på absurd vis interagerer med de kosmiske hymner fra den amerikanske poesis patriark: ”kære walt whitman// du skrev at jeg / imens jeg læste/ det du skrev// ville tænke over// hvor glad jeg ville være/ hvis vi kunne blive venner// jeg skriver bare/ for at fortælle dig// at det gjorde jeg”.
—
Berlingske tidende, den 6.10.2011
anmeldt af Jørgen Johansen
Mere end ingenting
****
I undergrunden og i periferien af den mest etablerede forlagsverden trives lyrikken som aldrig før, og Biblioteket Øverste Kirurgiske er et af de steder, hvor spændende ting foregår.
Tag nu for eksempel Sternbergs digtsamling »et punkt overrendt af ingenting«, der er et koncentrat af skrift- og stilsikker omgang med hverdagens almindeligheder, små registreringer af handlinger, overvejelser og forundringer. Et spor for sig er en hund, tilsyneladende i slægt med Peter Laugesens, og dens uanfægtede færden igennem teksterne.
Med minimalistisk logik, sproglig systematik og kølig attitude lægges de mest udramatiske iagttagelser frem som for eksempel ”at om lidt/falder min skygge/på noget andet” eller ”hvis der var højt nok til loftet/ville der ikke bo nogen over os”. At tilføre de meget asketiske udsagn en så klar fascinationskraft, som det ofte lykkes her, er lidt af en sproglig bedrift. Der er meget mere end ingenting i Sternbergs digte. Ikke mindst en god portion kølig humor.
Den 1.7. 2011 blev Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter nomineret til Lars Bukdahls smalle litteraturpris “Bukdahls bet”. Den 8.7. blev det offentliggjort i Weekendavisen.
—
Lars Bukdahl kalder til Hvedekornoplæsning på Kultorvet den 30.5. og siden på Hvedekorns hjemmeside, mit bidrag til Hvedekorn 2, 2011 “Det samvær vi har sammen” for “10′ernes Mit lys brænder”. Serien rummer i øvrigt mange flere tekster og er endnu ikke færdigskrevet.
—
I sin artikel Kritikkritik 10, den 3. september i Weekendavisen skriver Lars Bukdahl om sin oplevelse af ”Jeg ved ikke om min lillebrors tanker er normale” (et stykke gonzo-kritik (eller noget i den retning)fra min hånd (mine hænder))
”Kun én (ung) anmeldelse de sidste par år har jeg oplevet som decideret anfægtende, både formelt og indholdsmæssigt, og det er digteren Sternbergs anmeldelse i nummer nul af nettidsskriftet morgenrøde.dk af to bekendende digtsamlinger, Lone Hørslevs Jeg ved ikke om den slags tanker er normale(godt anmeldt af mig) og Christel Wiinblads Min lillebror, som han omkringslentrende og omkringpimpende og omkringkonverserende med sig selv og sin kone stille og roligt piller fra hinanden: »Dagens første kulsorte, regntunge sky passerede. Jeg så Hørslevs mand for mig i skyen, hvordan han en gang imellem må have vresset ”Kan du ikke bare sige tingene lige ud, i stedet for, at jeg skal gætte mig til, hvad du mener?”: Det mix af frihed og ladhed og skarphed, er det kritikkens fremtid? Hånd i hånd (det bliver mange hænder!) med Olga Ravns gesvindte dameblads-miniaturer og idiosynkratiske listemageri? Tilsammen en ny, hyper-intim cyber-salonkultur.
..
Anmeldelser af Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter
Anmeldelse af ”Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter” i Weekendavisen den 28. maj – 3. juni, 2010:
Typologik. Oplæsningskonceptualisten Sternberg får sit boglige gennembrud.
Milde monomaner
Af LARS BUKDAHL
Hvor meget de end har insisteret på at udgøre deres helt egen genre og scene, kan de danske poetry slammers og/eller performers ikke holde sig fra at skrive boglige skrifter, og jo egensindigere deres mundtligheder, jo solidere deres pludselige bøger, og omvendt: Digteren, der bare kalder sig Sternberg, har stået for nogle af de mest originale oplæsningkoncepter de sidste ti år, næsten som var det en kunst i sig selv, legendarisk er fx poesibanko med ord i stedet for tal på bankopladerne.
Overrumplende PROSA-debuterer Sternberg nu på Biblioteket Øverste Kirurgiske med en solidt finurlig samling små tekststykker betitlet Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter. Og i det mindste første halvdel af titlen er særdeles præcis: Bogen indeholder portrætter af 1. radikale mennesker og 2. radikale hjem. Flest af de første (der også er de bedste, fordi de er realistisk fantastiske). Metoden er meget simpelt at finde på excentrisk, indre/ydre karaktermæssig præmis for en person eller et hus og så ad absurdum tage konsekvenserne af den. Dette er fx førstelinjerne i de tre første personportrætter: »Han var bare så glad for at lave ingenting«, »Hun trænede og trænede og spiste og spiste«, »Han var høj og bred, men samtidig meget tynd«, den sidste fortsætter sådan her:
»For- eller bagfra kunne man altid se ham rage højt op over alle, som han stod i nærheden af. Hvis man prøvede at se ham fra siden, kunne han imidlertid godt være svær at få øje på. På samme måde med de ting han sagde: Fra en synsvinkel kunne de virke voldsomt interessante, fra en anden nærmest som det rene ingenting.«
Som man kan høre, er der tale om cool underspillede, anti-spektakulære absurditeter, ligesom særlingenes (og sær-husenes) særheder er af en implosiv snarere end eksplosiv karakter. Man kan godt komme i tanker om med-kirurgen Jens Blendstrups flintrende serietekster, senest i Toværelses med lykkelig udgang, men der er akkurat fantasiflugtens tyst- og tørhed til forskel – internationalt har man lov at nævne Elisa Canettis Ørenvidnet og Italo Calvinos Usynlige byer henholdsvis; Sternberg er ikke helt oppe i de skarpe hjørner at ringe, men jo ikke mindst fordi de er så satans danske, hans yderliggående undermålere:
»Hun så sig selv som en undermåler – én som som altid havde ringere chance for at få succes end andre. Dette gjorde hende imidlertid ikke ulykkelig. Snarere tværtimod. Hun gik altid rundt med et overrasket udtryk. Som om hun blev ved med at overgå sine egne forventninger.«
Overlegent er min ikke ubetydelige mistillid underløbet.
Lektørudtalelse / Lektør: Poul Flou Pedersen
Sternberg
Radikale mennesker og hjem i et længst eksploderet kvarter (2010) – BOG
Anvendelse / målgruppe / niveau
For folkebibliotekets læsere af ny, dansk eksperimenterende litteratur
Beskrivelse
Når forlaget er Biblioteket Øverste Kirurgiske, så er der lagt i ovnen til en særlig litterær delikatesse. Allerede titlen signalerer noget særligt. Tekstsamlingen består af to dele, hvoraf den ene del, ”Mennesker”, har udsagn om skiftevis en mand og en kvinde, som beskrives med en række karaktertræk. En kunne for eksempel kun svare nej, mens en anden kun kunne svare ja til alle spørgsmål, og nærmest alle menneskelige sindstilstande gennemgås: mistro og attrå, lidenhed og medlidenhed. Det kan jo så være de personer, som bebor de huse, der beskrives i bogens andet afsnit, ”Hjem”. Paradokser gør monoton hverdag ekstrem og nærmest sygelig, ja, sådan kunne et bud på de ellers afdæmpede og letlæselige teksters budskab være. På omslaget stiliserede kartotekskuffer, hvori man ellers kan kategorisere de mange manier, som bogens personer er præget af
Sammenligning
Med Sternberg er vi i boldgade med Jens Blendstrup, Vagn Remme, T.S. Høeg og Peter Laugesen, og sidstnævnte har sammen med Sternberg holdt stævnemøde om udgivelsen Buddha med hund fra 2006
Samlet konklusion
Kunstrådet har tidligere støttet udgivelsen af Sternbergs video med samme titel som bogen, og Sternberg er således en del af det nye, litterære miljø, som anvender mange forskellige medieformer i sine kunstudtryk, og det er værd at holde nøje øje med
Anmeldelser af Buddha med hund
Kamilla Löfström i Ekstra Bladet:
Bedømmelse: ****
Samtale og mumlen
Verden og japansk zenbuddhisme er fuld af spørgsmål: Kan en hund have Buddha-natur? Og kan en garvet Peter Laugesen og en endnu ikke så garvet Sternberg starte den poetiske motor ved at mødes, spise frokost sammen og så ellers skrive løs i og på hinandens tekster?Jo, vi er langt fra boghandlernes Gyldne Laurbær og tæt på nørdernes laboratorium. Herinde sidder digteren, der har kaldt sig selv en mumlende idiot ved daggry, sammen med en yngre kollega og driver poetisk grundforskning og tak, fordide lod døren stå åben. Deres samtale og mumlen kaster godbidder af sig. Og hvad var det? Et slogan: “Buddhisthunde lever længere!”–
Sanne Lindgreen fra Litteratursiden anbefaler indtagelse af en Buddha med hund:
Få et indblik i det særlige spil, der opstår mellem de to lyrikere Peter Laugesen og Sternberg. De er blevet udfordret til at skabe i fællesskab – følg med i det litterære eksperiment.
“Buddha med hund” er tredje del i Forlaget Nords forsøg med en alternativ skriveproces. Eksperimentet går ud på at sætte to forfattere sammen og lade dem skrive med udgangspunkt i hinandens digte indenfor en kort tidsramme. Ideen er stadig forholdsvis ny på den danske lyrikscene, om end ikke splinterny. I dette tilfælde er det den, i ni ud af ti gange, altid fremragende Peter Laugesen, der som garvet digter sættes sammen med den yngre, altid fornavnsløse, kunstner Sternberg – der debuterede som digter i 2004 med “GuGu Skaterdigte” og blandt andet var en hovedkraft i den nylige maratonoplæsning til ære for Ungdomshusets sag.
“Buddha med hund” er en poetisk leg og udforskning af genrens muligheder, hvor den ene forfatters improvisation gribes af den anden forfatter og føres videre. Formålet med denne form for litterær virksomhed er at opnå noget af den autenticitet og kraft, der for eksempel også opstår i det øjeblik, hvor et digt fremføres ved oplæsning eller som poetry slam. Læseren kan følge med i de forhold som digtet er skrevet under, og digte skrevet på den facon får mere karakter af at være “præstationer” i nuet og poetiske duetter frem for omhyggeligt udformede eller dybe digte.
Bogen er interessant som eksperiment, og den har også en meget tydelig handling, som er sjælden for digtsamlinger, fordi de to forfattere hele tiden er tvunget til at følge op på hinandens digte. Formen i “Buddha med hund” har dog også en tendens til at blive indforstået på grund af det særegne sprog, som de to lyrikere taler med hinanden på, men får man adgang til denne eksklusive, lyriske og i dette tilfælde zenbuddhistiske samtale, kan det være en rigtig god oplevelse.
Forlaget Nord, 2007. 60 sider.
—
Rasmus Graff har anmeldt Buddha med hund i Kulturmagasinet Skopet:
Det sker ikke ofte, at forfattere arbejder sammen om en udgivelse, men gennem det sidste år har Forlaget Nord udgivet forskellige tværæstetiske bøger, hvilke der kommer både gode og knap så gode bøger ud af, men først og fremmest er det spændende, når bøger ikke udelukkende handler om én persons skrifter. Buddha med hund er resultatet af et samarbejde mellem Sternberg og Peter Laugesen. De fik stillet følgende opgave af forlaget:
”Sæt jer ned ved hver sin computer med internetforbindelse. Skriv en tekst hver. Sternberg skal skrive med udgangspunkt i den sidste tekst i Peter Laugesens seneste digtsamling. Peter Laugesen skal skrive med udgangspunkt i den første tekste i Sternbergs første digtsamling. Når teksten er færdig, skal I sende den til hinanden. Læs den andens tekst og skriv herefter en ny tekst med inspiration i den, I lige har læst. Dette skal I fortsætte med i 24 timer.”
Udgangspunktet er således en tekst fra henholdsvis Laugesens Divanord (2004) og Sternbergs GuGu skaterdigte (2004), der gør, at mange ord gentages solidt gennem deres fælles bog. Der er næsten altid en Buddha og en hund tilstede, hvilket er klart (jvf. titlen), samt ord som ’sne’, ’bål’, ’død’, ’tunge’ m.fl. Selvom ordene gentages, gentages de ikke. I hver gentagelse er ordet bragt i en ny kontekst og derved forskyder ordenes betydninger sig, hvilket gør det afvekslende og til tider sjovt at læse. Desværre synes det næsten at være det eneste, der gør det spændende. Selvom der er mange gode tekster i udvalget, er det til tider trivielt læsning. Digtene er hele vejen igennem metafortunge og ramt af besjæling og andre billedlige stilfigurer, og fælles for billedsproget er, at det ikke er overraskende nok til at være vedkommende. Og måske er det dét, der nogle gange gør læsningen af bogen triviel. Og selvfølgelig er der også en mening med det – så på den måde skal jeg vel bare klappe i og klappe. Buddhisme, fx, er en åndelig, meditativ religion (gentagelser, billede/drømmeunivers) og hunden har sin naivitet, sin nysgerrighed (formen på bogen). Som sådan er forfatterne hunde og buddhister, stenede og legende. Ja, det virker i al fald som om, det har været hyggeligt at skrive bogen. Nu er det på tide med et uddrag, hvorefter jeg nejer og siger tak:
bålet ender altid
lige dér
hvor vejen begynder
i hvid mands sne
er tungens rod
et ordentligt sted
[Sternberg]
Buddha kører bålet ud
og hunden hører sit eget hyl
som en flammende hilsen
fra alt hvad den tror
den har glemt for længst
Gløderne blæser
ud over gaden
som stjerner der eksploderer
af lys og lyd i dødens trafik
[Laugesen]
Opsætningen her er lidt anderledes end i bogen. I bogen er der to kolonner, venstre er Sternberg og højre Laugesen. Man kan således selv vælge om man vil læse på kryds og tværs, for sig, osv. Nok er Buddha med hund ikke den mest medrivende digtning, men man fornemmer, at ordene (og skriverne) fletter sig ind i hinanden og det er blevet til nogle varme og o.k. tekster.
—
Søren Langager Høghs anmeldelse af Buddha med hund i LitteraturNu:
Fri udfoldelse i indhegningen – Sternberg & Laugesen BUDDHA MED HUND
Tredje bog i forlaget Nords serie af bøger med dobbelt forfatter og stift reglement er langt den bedste indtil videre.
|
Digt der er langt |
Så vidt jeg kan bedømme på øjemål, er Sternberg og Peter Laugesens nye fælles bog ganske kvadratisk akkurat som sine to brødre Brølende snak ved skovsø (Jens Blendstrup & Vibeke Marx 2005) og Tag og kys det hele fra os (Viggo Madsen & Naja Marie Aidt 2006). Det er altså ikke på grund af sætterteknisk pladsmangel, at den nye bog er trykt sideværds, så læseren må dreje bogen 45 grader og altså bladrer opad i stedet for mod venstre, som vanen byder.
Tværskriftligheden, eller hvad man nu skal kalde den, er heller ikke bare lir for galleriet. Den er en konsekvens af det reglement, der fastsat af forlaget danner den helt særlige struktur i BUDDHA MED HUND. Bogen er et svar (og måske også en løsning?) på en meget konkret opgave, der lyder, at hver digter skal skrive ud fra en tekst, som den anden har skrevet. Så fremdeles skal stafetten rulle: Sternberg skriver tekst B ud fra Laugesens tekst A. Han skriver så tekst C ud fra tekst B, og Sternberg skriver tekst D ud fra tekst C osv., osv. For en god ordens skyld er Sternbergs første tekst skrevet ud fra (en tekst i) Laugesens Divanord (2004), mens Laugesens første tekst er skrevet ud fra (en tekst i) Sternbergs GUGU SKATERDIGTE (2004).
Javist så; litteraturen er altid i fart, har ingen fast oprindelse og er kun bevægelse og forskydning. Det er et tekstbegreb i den retning, som BUDDHA MED HUND er en behagelig ordret udmøntning af. Og det sideværds format – det var vist det, jeg kom fra – er i den forbindelse helt afgørende, da læseren får et sammenhængende overblik over først to tekster (Sternberg til venstre, Laugesen til højre) og nedenfor yderligere to tekster, som er skrevet krydsvis ud fra de to tekster ovenfor. Dette overblik, hvor øjet frit kan springe op og ned, havde man ikke fået i et ordinært bogformat.
Teksterne linkes gennem denne mekanik sammen i en lang strimmel, der smitter af på sig selv, om man så må sige. Selvom det (og det medgiver jeg fuldt ud) kan lyde gumpetungt, så virker konceptet. De to distinkte stemmer mudrer sammen til et mash up i tekst. Ned igennem bogens fire hovedafsnit er læseren drevet frem af en evig nysgerrighed efter hvad det, der nu læses, mon vil blive til længere fremme. Og omvendt pirrer tanken om rekonstruktion bestandigt: Hvor kom det fra, det jeg læser nu?
Det lyriske tråd kommer mere eller mindre tilfældigt til at kværne igennem Buddha og bål, tunge og sne, og vi i er ikke mange krydslinks henne, før Laugesen får listet en hund ned i smeltediglen. Tematisk kommer det herfra til at dreje sig om forbindelserne mellem køteren og guden, mellem det simple og det ophøjede, mellem det bøvede og det vise. Til den opgave er det stramme koncept for skriveproceduren virkelig givende. De to forfattere kan netop ride fri dressur, fordi indhegningen er så obstruerende snæver.
På falderebet skal jeg lige give en smagsprøve på dét, Laugesen altid har været og altid vil være, Sternberg eller ej: En showman på parnasset – af Buddhas forslidte nåde:
Det er svært
selv for en hund
at holde tungen
helt lige i munden
som en lineal
og samtidig spise!
Hanne Probsts Anmeldelse af Fra Punk til Poetry Slam (med Sternberg & Frank Langmack), i bladet Folkeskolen, den 2.2.2005
»Det med at skrive digte, er det noget, man kan lære, eller skal man have talent for det?« spørger Kristine fra 8.a. Også Marc og Kenneth har, som klassens øvrige drenge, fulgt levende med i showet og pointgivningen. »Det er jo noget i stil med rap og stand-up, noget, vi kender til fra vores verden. Det er altså skide sjovt«, kommenterer de.»Vores show handler om det talte ord«, indleder Frank Langmack og udstyrer fem grupper af elever blandt tilhørerne med pointkort fra et til ti. »Om at opleve litteraturen og at mærke en følelse i tåen eller maven og så give point efter den«.Med morsomme, indholdsrige, underfundige og sprogligt kreative tekster slammer de to talentfulde unge forfattere sig gennem en tåget og grå regnvejrsmorgen i december. Undervejs udsætter de sig for publikums, 7.- og 8.-klassernes, vurderinger. Sædvanligvis plejer det at være omvendt, men her er det de ældste elever, som afgiver karaktererne.Eleverne får ikke alene en poetisk oplevelse, de to udøvere giver sig også god tid til at fortælle om, hvordan deres digte bliver til. En række fantasifulde idéer, som eleverne ubesværet tager til sig og kan finde anvendelse for i deres skriftlige udtryk.Set med lærerbriller kan vi kun fornøjes over, når de ældste elever fra 7. klasse begejstres over poesien og det poetiske rum. I -»Poetry slam«-showet finder der en dialogisk læring i mundtlighed og lyrisk udtryk sted det er topmålet for en af vores målsætninger for danskfaget.
Anmeldelser af Blidahlund – en tragedie
Kamilla Löfström Kristensen, anmeldelse af bogen ”Blidahlund – en tragedie”, Ekstra-bladet, 16.12.2004:
Bedømmelse: ****
Graviditet plus lykkelige omstændigheder er en velkendt kobling. Ligesom det er velkendt, at især kvinder skriver om disse emner. Den mandlige forfatterduo Sternberg & Remme vender op og ned på den forestilling i Blidahlund – et stykke romankunst kort (64 sider) og godt.
Et vordende forældrepar får ikke lov til at opleve deres livs lykke, men bliver forældre til en vanskabning, der ikke kan overleve uden respirators og lægers konstante hjælp. At skrive om noget så ubarmhjertigt kræver sine mænd og masser af stil.Stil har forfatterduoen. Tragedien har fået form som en bevidsthedsstrøm uden punktummer, der kun indimellem stoppes af et kor, som leder handlingen i nye retninger. Sådan overmander man sin læser og gør denne stakåndet. Panikken mærkes også hos læseren.
—
Torben Wendelboe, lektørudtalelse til Blidahlund – en tragedie:
Begge forfattere kendes i forvejen, eksempelvis har Vagn Remme tidligere fået udgivet novellesamlingen Øresundsvej, 2003, og Sternberg er med i antologien Hvisk et digt, 2004.
Blidahlund blev fremført af forfatterne ved et projekt i Kanonhallen: Tynde mænd i kanoner, 2004.
Den lille roman er en tragedie om et ungt par, der får et multihandicappet barn, der bl.a. mangler spiserøret. Det er en næsten umulig opgave for det unge par i Blidahlund at opfostre barnet. Og til hvilket liv? En bare rimelig tilværelse for barnet kan ikke tænkes. Muligheden for medlidenhedsdrab trænger sig mere og mere på – og barnet ombringes, med de frygtelige moralske anfægtelser, det afstedkommer. Det er altså en barsk historie, der rulles op her på de forholdsvis få sider, hvor voldsomme følelsesudsving fra forventning til rædsel og drab foldes ud.
Formen er præget af den antikke tragedie med et kor, der akkompagnerer og kommenterer handlingen, der fortælles i en særlig strømmende prosa, som er meget virkningsfuld. En eksperimenterende litteratur i frontlinien, hvor navnlig litterært interesserede kan få et fascinerende bud på, hvor tidens danske prosa kan bevæge sig hen.
Anmeldelse af oplæsningskoncepter
Lars Bukdahl, i Generationsmaskinen (side 395-96):Sternberg og Vagn Remme, som også er tidligere slammer, har sammen og alene stået for nogle af de mest fantasifulde nye oplæsningsformater. …[]… Jeg afprøvede sammen med min søn poesibanko i maj 2004 ved en session med Sternberg og Remme og gæsten Jens Blendstrup, og det fungerede vitterligt som en imponerende effektiv forsplitring af ens lytten, fordi al opmærksomhed var rettet mod de 15 udvalgte ord på bankopladen] …[]…
Anmeldelser af GuGu skaterdigte – hovedværken
Jesper Horn Møller, Graf nr. 3, Vinter 2004:
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos GuGu, og Ordet var GuGu
Freddie Mercury lærte os i 1984, at vi skulle sige GaGa til radioen, og nu 20 år senere viser Jesper Sternberg os i sin digtsamling, at vi skal sige GuGu til lyrikken. GuGu er både titlen på samlingen og hele det første digt. Hvad dækker det over? Gud? Måske er det Gud, der er erstattet af GuGu, og er det det, jamen så passer det jo fint med, at GuGu er babyens sproglige møde med verden. Det er begyndelsen: den nyfødte baby som livets begyndelse, og babyens pludrelyde begyndelsen på sproget, som kæder verden sammen.
Og der pludres og pladres i Sternbergs digtsamling, for: pomfritterne hænger ud af mundenpå det lille barnda det smider sig ned på græssetog grinerimens den berusede lilleputtrænerskovler sig vejgennem as times goes bypå sin harmonikaVi ankommer lige midt i dansen, og lige så hurtigt ryger vi ud igen. Det er ofte en gang selvfølgeligheder og banaliteter, men det er meningen. Vi er med, vi er medvidende, sådan er det jo. Som i digtet ”Variant af et GuGu-bevis”:Forlygterne på en buser jo ikke noget lejrbållyset fra forlygterne rettesmodsat røgen fra båletikke opadergo eksisterer GuGu i bålet og ikke i bussenEn gang gak er det, men også en erkendelse af at GuGu er en ny metafysik, det som skuer opad; ogJongløren har jo mangebolde i luften
for at vi andre
kan slappe af
imens
Der er mange underspillede passager i Sternbergs lyrik, men i alt det banale og barnlige ligger der også en viden om og en ømhed over for mennesker generelt:
Det laveste er ikke
at blive arbejdsløs
det laveste er
hvis man ikke kan finde ud af
at købe ind
Det er jo banalt, det er kontant, og så siger det noget om, hvad der åbenbart er vigtigt i vores samfund: at kunne finde ud af at forbruge så mikro- og makromaskineriet får føde.
Andre gange er det fra høns og små fugle og barnlige sjæle, man skal høre sandheden, og et af de banale budskaber er, at vi skal være gode ved hinanden. Ellers bryder vi måske sammen:
Så så lille fugl
det var ikke normalt
da ufoen landede
det var helt galt
da ufoen landede
det skal nok gå
lille fugl
nu åbner jeg stille og roligt hånden
så flyver du
lille fugl
Men det er ikke uden ironi, for ser man Sternberg læse op, knækker han helt sammen i hoften, og med løs arm fortæller han om fuglen. Kropssproget forener sig fint med det barnagtige, det pjuskede og det ømme.
Digtsamlingen er vittig, humørfyldt og klukkende og – ikke mindst – ærlig. Den stritter i alle mulige retninger, som sådan en vel bør gøre for en fyr som Sternberg, der stadig er lidt grøn. Det er ikke alle digte i Gugu, der lyser lige meget op, men det tilgiver man gerne det pludrende stjernebjerg.
—
René Egeskov Gjerka i Sentura:
GuGuisme
Sternbergs sproglige skateboard ruller i fed stil forbi GuGu og hvermand.
ANMELDELSE: Sternberg er hans kunstnernavn. Han er en af den alternative københavnske lyrikscenes selfmade iværksættere: Han har turneret med Danmarks første såkaldte litterære boyband, Ord på hjul, været medarrangør af det innovative koncept poesibanko og så er han dybt involveret i det lille privatejede forlag Bændelormen, der blev startet for et par år siden som en modvægt til de store etablerede udgivere. Det er også fra Bændelormen, at Sternberg netop har lanceret sin første selvstændige digtsamling: GuGu skaterdigte – hovedværken.
Billig – men god
Som medejer af Bændelormen har Sternberg selv finansieret sin udgivelse. Men det devaluerer på ingen måde digtsamlingens kvalitet. Der er måske enkelte af digtene, hvor det ikke ville have gjort nogen skade, hvis de var blevet strammet lidt mere op inden udgivelsen. Men herregugu: Denne kritik kan man også jævnt indvende mod digtsamlinger, der er sluppet gennem nåleøjet hos de store forlag, hvor salgsprisen nemt kan svinge sig op på mange hundrede kroner.
En ekstra iøjnefaldende god ting ved Sternbergs digtsamling er prisen:
100 kroner sælges den for i boghandleren henne om hjørnet, men på digterens egen hjemmeside og til hans oplæsninger for kun en flad 50’er. For den beskedne sum kommer man – i de 48 enkeltdigte – i behageligt selskab med alt muligt fra småpludrende gugudommelig dada til et stramt komponeret haiku.
Digtene går i kroppen
Sternbergs digte holder sig stort set fra at eksperimentere med den grafiske udformning. Men anslår i stedet inden for de konventionelle opsætninger mange forskellige takter og toner: Der er både plads til den kradse, åbenlyse samfundssatire, en hel zoo af forskellige dyre-digte og tilmed et petit stænk poetisk smerte, som heldigvis aldrig kommer til at rime på det sentimentale hjerte, fordi humoren altid vifter kølende med halen i Sternbergs version.
Først og fremmest er Sternbergs digte herlig sprogleg, der fremkalder sjove, skæve billeddannelser, ligesom flere af dem formår at tale til kroppen i kroppens eget sprog. Digtene i Sternbergs samling kan godt stå på egne ben. Alligevel kan det anbefales at møde digteren i egen krop, når han lader tekst og verden forenes i det levende ord på scenekanten i forskellige poetry slam sammenhænge mellem Gugu og skatermand.
Anmeldelse af hæftet Gru vælger mælkevejen (Anmelderens eksemplar hørte til den del af oplaget, som havde en sølvfarvet forside)
Robert Henningsson i Ordkidé, april, 2004:
Gru & Satiren
Digteren Sternberg har for nylig i nogle notitser proklameret navneændring til H.C. Andersen. Hvis man skal tage denne udtalelse for mere og andet end blot provokation af den polemiske art, kan man godt undre sig over Sternbergs valg, når nu hans digte synes at være så meget mere i familie med Storm P.; mere end helheder handler digtene nemlig om livets mange skæve vinkler – som f.eks. i denne den anden samling Sternberg har udgivet på forlaget Bændelormen, hvor dog den skævhed, der allerede træder frem på omslaget, samtidig også er udtryk for en helhed, idet bl.a. et forlagsikon på vittig facon folder sig ud i comic-streg på sølvfarvet grund. Og det kunne jo henlede én på det i Danmark engang huserende tegneserie-album “Gru” (med morbide tegninger a lá tidlig Arild Rosenkrantz).
I digtet, der indleder samlingen, optræder ordet ‘fluer’ ikke mindre end syv gange. Nu kan der være mange anknytningspunkter til fænomenet ‘flue’; det gælder både litterært [Storm P.: “Det gælder om at skrive tydeligt: En kanon kan godt være en kanin, som er stavet forkert] og inden for malerkunst – og i den folkelige bevidsthed står én ting i forgrunden – forbindelsen til fænomenet ‘lort’; således kommer Sternberg – ved at placere syv fluer i samlingens første digt – enhver kritiker i forkøbet, om denne ville sige, at der jo ikke er tale om andet end affald kylet tilfældigt ned i en såkaldt samling; jamen, siger Sternberg med slet skjult ironi – det ved jeg da godt:
lige som alt andet vi råder over, er fluer et produkt
der skal vinkles, tilpasses og lanceres
Ironien er tve-ægget, da den både kan gå på digterens lod i forhold til en kommercialiseret virkelighed – og på denne kommercialitet i sig selv.
Men så meget mere er digtet (da(også)) en parafrase over den pt. gældende politiske jargon, hvor fraser som ‘miljø for pengene’ etc er udtryk for, at alt bliver kommercialiseret – og her altså også … fluer … i …. digtet …
Sternbergs tekster stikker på bedste merkuriale manér ud i mange retninger, fra ren nonsens a lá Lennon til knirke-dunkel og Bukdahlsk-lidt-tjek-er-der-da-på-det-hele-ditto-logik; der er aforistisk og anekdotisk ordsprogs-agtighed, barokke, morbide, overnaive gruk-absurditeter – og det mere lyrisk-anekdotiske, som her:
det er på tide at vi høre virkelig efter året rundt
vi sidder så godt parkeret når vi sidder
så sidder vi
som sort kaffe der får lov at stå
Begrundelsen for omslagets hanekylling får vi i samlingens sidste digt; om det nu er dén, der bærer navnet ‘Gru’ (som jo ligger snublende nær på Gruk) – og hvorfor den vælger mælkevejen – får vi imidlertid intet konkret at vide om; så der appelleres (også her) til læserens fantasi. For hvad er det dog, den gode Sternberg har med kyllinger? Det kan vi måske få et fingerpeg om ved at gå til ”Korte strømme” – en tekst han har publiceret på minimalportalen:
Her helt uretfærdigt citeret ud af sin sammenhæng:
”… han elsker kylling/ først kram, så kys og så den helt våde omgang/ som han står dér helt nøgen på stranden minder han om en afpillet hane”.
Således ser det ud til, at fænomenet ikke er helt uden freudiansk symbolværdi. Og meget apropos omslaget til ‘Gru vælger mælkevejen’ – hedder det videre i ”Korte strømme”:
”Du bliver en fugl du får hvide vinger/ og et smukt tegneserienæb”.
Men gru’en kommer måske, måske ikke (?) af at være gennemperforeret af bændelorm; (og de er som bekendt ikke sådan at slippe af med. [Bændelorm -iflg. nudansk ordbog: ‘snyltende orm af ordenen Cestodes, der lever i dyrs og menneskers tarmkanal og hvis flade form får den til at minde om et bændel.’] Så måske skulle forlaget i fremtiden vedhæfte et af de midler, der gør, at ormene mister tilhæftningen i tarmslimhinden og udskilles med afføringen i løbet af 1-2 døgn; så man dog som læser ikke skal vende de udgivne sider med alt for stor angst og gru?).
Langsomt men sikkert kommer dét digtningen – med 80’ernes æstetisering – tabte – nu tilbage, hvor det hører hjemme — nemlig i humoreskens mangefacetterede sprogdragt – i digtet og i digterens liv-digt-liv; (b)liv! Sternbergs digte vælger – i modsætning til omtalte Gru – at falde ned fra mælkevejen – og ind i en burlesk skævvredet munterhed. Det er hip; det er pip!